Vikingerne var desuden dygtige til at tolke naturen og uddrage værdifulde oplysninger heraf. Dette er en orienteringsevne, som dagens teknikafhængige mennesker desværre har mistet. Det ældste kendte islandske kort over Nordatlanten er Skalholtkortet, dateret til 1590 og lavet af islændingen Sigurdur Stefansson. Det viser Nordatlanten og dets lande og øriger.

Groft sagt kan de traditionelle vikingeskibe inddeles i to grupper: langskibet/krigsskibet og handelsskibet/knarren. Men selvfølgelig var der mange flere typer. Skibenes udseende har altid været præget af den lokale naturs ressourcer, farvandets beskaffenhed og menneskets behov, erfaringer og fantasi. Et skib bliver et produkt af et samfund, dets sociale og økonomiske struktur, dets traditioner, teknologi, æstetik, forandringer og udvikling.

Vikingeskibet var et skib med spidsgat og højt optrukne stævne. For- og agterskibet var ret ens i udformningen. Vikingeskibet var et klinkbygget sejlskib med sideårer, en mast og rig med råsejl af uld. De fund, som har givet os disse oplysninger, er først og fremmest fundene fra Oseberg og Gokstad i Norge samt Roskilde i Danmark. Der findes også svenske fund. De langskibe, man har fundet, har været 16-36 m lange, og det største kunne have en besætning på ca. 100 mand, hvoraf 78 var rorkarle. Handelsskibene blev sejlet med sejl og havde færre besætningsmedlemmer, 6-12 mand. Når vikingerne fra Norge drog vestpå med deres skibe, som f.eks. Skuldelevskibet, til bl.a. Færøerne, havde de også en kulturel last med sig i form af sprog og håndværkstraditioner, som kan spores endnu i dag. Vikingeskibet har altid lokket og fascineret mennesket, og det er blevet lovprist for sit udseende og sin konstruktion, og togterne er imponerende.

Sibylla Haasum, Dr. fil.