Monstre. Udgivelsesdato: 30.04.2012. Værdi: 6,50, 11,00, 17,00 og 19,00 kr. Nummre: FO 735-738

Frímærkestørrelse: 26 x 40 mm. Tegning: Edward Fuglø. Trykteknik: Offsett

trykkeri: LM Group, Kanada. Takstgruppe: småbreve 0-50 gr, mediumbreve 51-100 gr og 101-250 gr på Færøerne og store breve  51-100 gr til Europa

Den gamle folketro beskæftiger sig ofte med forhold på grænsen mellem den kendte verden og en farlig ydre verden som folk frygtede - eller mellem rigtigt og forkert, enten fastlagt af verdslige regler og love, eller af traditionen.

Troen på barnet som genganger bunder i en alvorlig forbrydelse.

At grylen kommer efter børnene, drejer sig om overholdelse af kirkelige påbud.

Strandtroldene holdt børnene væk fra stranden og derved stor fare

– og forestillingerne om maren er tegn på helbredsmæssig og psykisk stress, som de fleste mennesker kender til.

Grylen - farlig forklædning
Fester, der forskellige former for forklædning indgår, kendes fra kulturer i hele verden. Også i Danmark. En af de mest traditionsrige fester af denne type er forskellige former for karneval i forbindelse med fastelavn. På Færøerne klæder børnene sig ud i festlige dragter og fantasifulde masker foran ansigtet, og derefter besøger de bekendte og naboer, hvor de gerne får godter eller småpenge. Det er nærmest en leg, der kaldes at “gå som grýla”. Dette er ellers et væsen, der kendes fra folketroen, hvor det kommer rundt for at påse, at ingen børn spiser kød i fasten. Et formentlig ældgammelt rim er overleveret, der fortæller om dette væsen. Det har en sæk med sig, hvori det putter de børn, der har været så formastelige at bryde det strenge påbud om faste mellem fastelavn og påske, som vi bl.a. kender fra katolske lande.
 

Et sagn fortæller om den hovedrige Gæsa, der ejede halvdelen af øen Streymoy, men ble afsløret i at spise kød i fasten og blev dømt til at miste hele sit jordiske gods.
 

Denne katolske skik er vidt udbredt, både karnevalet og vistnok også fasten. Karnevalet i Rio er berømt og har udviklet sig til en gigantisk turistmagnet. I de fleste katolske lande i Sydeuropa fejres også fastelavn med store karneval og til dels løsslupne løjer.
 

En uundgåelig konsekvens i vor tid er kommercialiseringen af populære skikke. Der bruges og tjenes mange penge i forbindelse med karneval, og ikke mindst medierne transmitterer gerne de farverige og spektakulære optog i gaderne i Rio og andre byer. En anden konsekvens i vor tid er den angelsaksiske påvirkning. Det traditionelle maskespil ved fastelavn afløses disse år af den anglo-amerikanske Halloween, der oprindelig er en gælisk lysfest iblandet karneval lignende maskespil. Det er interessant at iagttage, hvordan denne skik vinder frem i vor nordiske kultur, uden at folk tænker så meget over, at der har eksisteret lignende festskikke hos os næsten siden tidernes morgen. Måske skyldes det også, at det sene efterår er en tid for festligheder og morskab. Halloween fejres jo 1. november, mens fastelavn ligger om foråret og skal konkurrere med begyndelsen af sommerens mange aktiviteter.

Maren
Maren kommer om natten og sætter eller lægger sig på sovende mennesker, forstyrrer deres søvn, forårsager onde drømme og besværer åndedrættet. Den har ofte skikkelse af en smuk kvinde eller pige, men den er et skrækkeligt uhyre. Den vil gerne stikke fingrene ind i den sovendes mund for at tælle tænderne. Lykkes det vil den sovende dø.
 

De fleste mennesker oplever undertiden at sove dårligt, de kan føle sig trang for brystet og ikke kunne puste frit og have mareridt om natten. Der kan være mange årsager til urolig søvn uden rigtig hvile: sygdom og bekymringer er ofte årsag til urolig søvn på samme måde som det at man har forspist sig eller hvis man har spist noget forkert kan det give den slags symptomer. Formentlig er det naturlige årsager af denne art, der har givet anledning til folketroen om maren.
 

Man kender til mange gode råd mod maren. Man kunne fremsige bestemte, ofte rituelt prægede, vers eller rim, der skulle kunne holde maren væk. Et råd var at vikle en kniv ind i en klud eller gerne et strømpebånd og så bevæge den rundt om den, der frygtede maren, ved at lade den gå fra den ene hånd til den anden, mens man fremsiger et mare vers. Enkelte steder kendes det råd at stille skoene foran sengen med skosnuderne vendt udad. Da kommer maren ikke op i sengen.
 

Troen på maren eller et lignende væsen kendes fra alle kulturer, vel sagtens fordi søvnforstyrrelser er et almenmenneskeligt fænomen. Flere steder har man ment, at visse mennesker kunne omskabe sig til mare og på den måde forvolde sine uvenner fortræd. Der kendes også mare fortællinger med tydelige seksuelle træk, hvor det gerne er en mare i kvindeskikkelse, der opsøger sovende mænd og omvendt en mare i mandeskikkelse der opsøger sovende kvinder.
 

Troen på en mare har været stærk i mange kulturer. I den ældste nordiske kristenret er der fastsat bøder til mennesker, der hjemsøger andre i skikkelse af mare.
 

Ofte optræder maren i skikkelse af en kvinder, der flyver gennem luften. Derfor ser vi undertiden en sammenblanding med folketroen om hekse. De er jo kvinder, der mentes at flyve til Bloksbjerg på deres kosteskaft for at deltage i vilde udskejelser sammen med fanden. Oprindelig er der ingen forbindelse mellem disse to former for folkelige forestillinger.
Der er næppe mange, der tror på maren i vore dage i vor del af verden, men dog har vi bevaret den i sproget. Vi siger, at vi har haft mareridt efter en nat med urolige drømme og omtaler f. eks. en besværlig person eller et problem, det har vist sig vanskelig at løse, som en mare.

Det dræbte barn som genganger
Det er en udbredt forestilling i folketroen, at visse mennesker efter deres død omskabes i en eller anden dyrelignende skikkelse og kan optræde som gengangere. På Færøerne og mange andre steder kendes således troen på, at børn der er født i dølgsmål og er blevet dræbt, går igen og viser sig for de levende i en eller anden skikkelse. Skal vi tro de færøske forestillinger, er denne genganger et lille og buttet væsen, omtrent som et lille barn og ikke større end et garnnøgle. Forklaringen på, hvorfor de går igen, er mest den, at de vil have navn, fordi de døde uden at være døbt.
 

Et navn er betydningsfuldt og ikke at have noget navn er en ulykkelig tilstand. Når et nyfødt barn bliver døbt og får navn, får det samtidig sin egen personlige plads i familien og samfundet. Det bliver en person. Navnet følger en gennem hele livet, og det opføres i officielle registre også efter døden som bevis på, at denne person virkelig har levet. Det lille barn, der dræbes ved fødselen, får aldrig en plads i tilværelsen, det registreres ikke, og ingen får nogensinde kendskab til dets eksistens. Det er uønsket og ties væk.
 

Hvis det lykkedes dette ulykkelige barn at få et navn, forsvinder det også som genganger og ses aldrig igen. På færøsk heder gengangeren “niðagrísur”, der henviser dels til, at det ikke har opnået saligt liv (niða=ned, dvs. modsat retningen op til det salige liv) og en dyrelignende skikkelse (grísur=gris), fordi det aldrig blev et menneske. Nogle forskere mener at denne gengangers oprindelse er at finde i før-kristen tid, netop fordi det er navnet, der er af betydning, og ikke dåbens ritual som kirkeligt sakramente.
 

Ved bygden Skála på Færøerne står en sten, der kaldes Loddasa sten. Her kunne man ofte møde gengangeren af et dræbt barn. En mand fra bygden blev engang så irriteret, da han traf på den, at han råbte: “Sikken en loddas!” Siden har ingen set gengangeren. Man mente, at den opfattede udtrykket som et navn, og så fik den ro. (Betydningen af ordet Loddas er i øvrigt usikker).
 

I bygden Virðareiði var der en tjenestepige, der fødte et barn i dølgsmål. Hun svøbte det ind i en strømpelæg (“benvarmer”) og gravede det ned. Da pigen senere blev gift dukkede barnet op i brylluppet som genganger i strømpe læggen, hvor det rullede rundt mellem benene på gæsterne og sang en sang om sin kranke skæbne.

Strandtrold
I gamle dage troede man på troldene. De boede udenfor menneskenes domæne på vanskeligt tilgængelige og ufremkommelige steder højt oppe i fjeldene eller langt inde i bjergene. Troldenes verden var mørk og uhyggelig, og de tilhørte den hedenske verden. De var farlige og truende.
 

Der blev fortalt mange beretninger og sagn om trolde, men hvor reel troen på troldes eksistens faktisk har været, kan der være delte meninger om. Mange forskere mener, at fortællinger om farlige trolde første og fremmest havde en pædagogisk funktion, der skulle skræmme børn og måske også enkelte voksne til ikke at opsøge farlige steder især i mørke.
 

Et berømt sagn fortæller om en trold, der en aften i skumringen, lykkedes med at bortføre et af børnene i bygden Hattarvík på Fugloy. En gammel mand sprang efter trolden og det lykkedes at redde barnet yderst på skrænten nede ved havet. Trolden sprang i havet, og den ble derfor kaldt et strandtrold. I samme bygd fortælles om en anden strandtrold, der ofte kunne ses komme på land i skumringen. Den skal have været frygtindgydende. Der voksede tang og hang rullesten overalt på kroppen. Når den bevægede sig lød det som om den slæbte møllesten efter sig og grunden løsnede og drejede rundt omkring den. Den var så stor, at den kunne ses over de største af husene. Til sidst lykkedes det en mand i bygden at mane den i jorden, og siden er der ingen, der har hørt noget til den.
 

Ved bygden Hattarvík er skrænten mod havet ret høj visse steder, strandkanten nedenfor smal og der er ofte stærk brænding. Man kan derfor nemt forestille sig de voksnes bekymring for børnene, og at de har haft grund til at skræmme dem væk fra farerne der lurede nede ved stranden.

Eyðun Andreasen