Westerbeeks forlis

Der var en del faktorer der bekymrede Westerbeeks unge kaptajn, da han overtog aftenvagten den 2. september 1742. Det havde været en lang rejse, efter at de afsejlede Batavia – nuværende Djakarta i Indonesien, den 27. januar samme år. Efter et stop i Punto Gale på Ceylon, hvor man lastede det sidste gods, anløb den store ostindiefarer Cape Town den 22. april med lasten fuld af te, krydderier og muskatnødder for det europæiske marked. Fra Cape Town på Afrikas sydspids, som fungerede som en slags halvvejs station for hollandske skibe på vej til og fra Fjernøsten, afsejlede Westerbeek så den 11. maj i konvoj med 7 andre fragtskibe fra det Hollandske Ostindiske Kompagni.

Historien melder ikke noget om hvornår, men undervejs fra Kap det Gode Håb, kom skibene bort fra hinanden – og det skulle vise sig at kun 5 af dem nåede helskindet hjem til Holland.

For Westerbeeks vedkommende løb man ind i tæt tåge den 20. august – og den havde holdt sig lige siden. For at kunne fastlægge den nøjagtige position var det nødvendigt at få pejling af solens højde. Det var meningen at sejle nord og vest for Skotland og derfra dreje ind i Nordsøen og følge den danske vestkyst sydpå til Holland. Ved middagstid den 2. september havde kaptajn Herman Schutte sammen med skibets andre navigatører vurderet, at de befandt sig 252 sømil nordvest for Hebriderne og 224 sømil sydvest for Færøerne. Man havde derfor besluttet at det var på tide at dreje mod østsydøst for at passere nord om Shetlandsøerne mod det europæiske fastland. Der blæste en stiv kuling fra vest og skibet holdt 13 knob for fulde sejl.

Men tvivlen nagede kaptajn Schutte da han overtog vagten klokken 8 om aftenen den 2. september. Han var bekymret for den manglende højdemåling og usikker på hvor langt nord de egentlig befandt sig. Han beordrede de små sejl rebet og at få trimmet de store, for at reducere skibets fart. 
Og han havde årsag til bekymring, den gode kaptajn Schutte. På grund af de manglende positionsmålinger og den ekstra hårde havstrøm lige efter nymåne, var skibet slået langt af kurs. Det befandt sig faktisk hele 48 sømil længere mod nord og 108 sømil østligere end man havde vurderet ved middagstid – og i stedet for at sejle mod det europæiske fastland, stævnede skibet direkte mod Færøernes barske og utilgængelige vestside. 

3. styrmand, Bernardus Riebock, stod ved roret og der var placeret udkig på bakken foran og oppe i den forreste mast, fokkemasten – ellers var alt roligt og ved det sædvanlige. Kaptajnen stod selv i korthuset og grublede over søkortene, rorsmanden havde drejet timeglasset for fjerde gang, hvilket betød at klokken var mellem ti og halv elleve om aftenen og det var bælgmørkt.

Og så, som lyn fra klar himmel, slog katastrofen til.

”Land... land forude,” skreg udkigsmændene. Kaptajnen sprang ud på dækket og så til sin rædsel det kæmpestore forbjerg rage op mod den sorte himmel, ca. en halv kabellængde (95m) foran skibet. Bjergsiden var så høj at han ikke kunne se ende på den - der var ingen strand forneden og havet slog direkte ind på den nøgne klippevæg. Kaptajn Schutte beordrede hårdt styrbord og sejlene vendt, men det var for sent. Skibet ramte bjergvæggen med bagbordssiden.

Nu begyndte en desperat og flere timer lang kamp på liv og død med elementerne. Mandskabet forsøgte at komme fri fra klippevæggen ved hjælp af forsejlene, men skibet blev hele tiden slået tilbage af brænding, strøm og vind. Ved halv tolv tiden ramte bakken (det løftede dæk forskibs) bjergvæggen og bovsprydet gik i stykker og forsvandt i bølgerne. Derved mistede man forsejlene. Samtidig var skibet sprunget læk og vandet stod omtrent 6 fod (ca. 180 cm) i bunden. Alle pumperne var bemandede og pumpede uafbrudt, men alligevel steg vandstanden om bord.

Westerbeek var nu helt i elementernes vold, og besætningen mistede håbet at slippe levende fra havariet. Skibet blev gentagne gange slået op mod klippesiden og galionen og skægget (den struktur som galionen stod på, forrest på skibet – og som ses til højre på frimærkearket), blev revet af. Samtidig blev bakken yderligere beskadiget og galleriet og dele af overbygningen agter blev knust. 

Ved et tiden om natten, knækkede den forreste mast og faldt over bagbordsside. Ingen kom noget til da masten røg overbord, men nu flyttede skibet sig yderligere og kom ind mellem klippevæggen og fire skær lige ud for kysten. Skibet slog stadig imod klippesiden og for at holde bagenden fri, kastede de et anker agter. Samtidig placerede de storråen (den tværbjælke på stormasten som holder storsejlet oppe) i firkant, dvs. på tværs af skibslængden, for at støtte skibet mod klippevæggen. Det var sandsynligvis under dette arbejde, at besætningen fik øje på det, der mirakuløst skulle blive deres redning – en smal hylde på den ellers stejle bjergside.

På dette tidspunkt var skibet ved at gå op i limningen. Bakken, agterskibet og roret var slået i stykker og pumperne kunne ikke længere holde det flot. Kaptajnen gav derfor ordre om at rømme skibet og mandskabet klatrede op ad stormasten, over råen og op på den smalle klippeafsats. Kaptajn Schutte tog det lille skrin, hvor han opbevarede skibsdokumenterne og havnepenge og bad hovmesteren tage det med sig i land. Selv gik han, ifølge sagnet, ned til kahytterne og hentede sin søn, som sammen med ti andre lå syg under dæk. Kaptajnen tog sønnen på ryggen og klatrede op ad masten, men da han skulle forcere råen over på land, mistede han grebet om drengen, som styrtede og blev slået ihjel mod dækket.

Hele mandskabet, på nær de ti som lå syge under dæk, reddede sig op på den smalle klippeafsats. Her opdagede de så den næste store forhindring – der var for langt at klatre op til næste hylde i bjerget. Nogle af mandskabet gik derfor tilbage om bord og hentede fire årer og noget tovværk. Af dette lavede de en interimistisk stige og en af mændene klatrede op på den næste hylde. Den næste som forsøgte sig var hovmesteren, men da han også bar på kaptajnens skrin, havde han problemer med at holde sig fast til den meget stejle stige. Han styrtede derfor i havet sammen med skrin, skibsdokumenter og mandskabets eneste rede penge. Ifølge overleveringen, rev manden, som klatrede først op, sin skjorte i stykker og lavede et reb af strimlerne. Det firede han ned for at støtte den næste der klatrede op ad stigen – og således kom alle op på den næste afsats.

Der blev de siddende resten af natten og så deres skib blive slået mere og mere i stykker, til det ved 7 – 8 tiden om morgenen krængede over til bagbords side og forsvandt i brændingen.

Da det blev lyst, drev tågen væk og mandskabet kunne nu se omgivelserne. De anede ikke hvor de var, muligvis på Hebriderne eller Shetlandsøerne – men det stod dem klart, at de måtte få hjælp for at komme videre. Otte af de stærkeste mænd besluttede sig derfor at klatre hele vejen op for at hente hjælp. Det var en besværlig klatretur på over 100 meter – og vel oppe, kunne de ikke se spor af nogen bebyggelse. Men de kunne se en sti gå fra nord til syd, så de delte sig og gik fire mand i hver sin retning.

De der gik mod nord, nåede ud på formiddagen til bygden Vágur, hvor de, efter at have overbevidst indbyggerne om at de ikke var sørøvere, endelig fik hjælp. De lokale mænd, som var vant til at jage fugl i bjergene, hentede deres fugleliner og sammen drog de tilbage til Lopranseiði, hvor de firede sig ned og begyndte at hjælpe de nødstedte søfolk op fra bjerget. Senere ankom også folk fra bygden Sumba, som var blevet alarmeret af gruppen der gik mod syd – og snart var alle overlevende fra Westerbeeks forlis i sikkerhed.

Resten er historie. I alt overlevede 81 mand, på mirakuløs vis, forliset. De følgende dage blev de transporteret til Tórshavn, hvor søforhør blev afholdt. Selv om der på det tidspunkt lå to af den Kongelige Monopolhandels skibe på reden i Tórshavn, nægtede skipperne pure at tage alle de nødstedte hollændere med sig til Danmark. Kun kaptajnen, de øverste officerer og et par stykker av mandskabet, i alt ti mand, fik lov til at komme med – resten af Westerbeeks mandskab blev fordelt på øerne mens de ventede på at blive hentet af et af det Ostindiske Kompagnis skibe. Det tog ni måneder før det hollandske skib Mercurius anløb og mandskabet endelig kunne komme hjem igen. Kun en af Westerbeeks mandskab blev tilbage på Færøerne, det var skibslægen Joseph Gewording von der Schildt, som giftede sig med en færøsk kvinde og blev ansat som landskirurg.

Vragrester fra det ituslåede skib begyndte at skylle op rundt omkring på Færøerne. Baller med ødelagt te og krydderier, især peber, vinankre og kister og skrin med tøj, foruden selvfølgelig rester af selve skibet. Nogle af disse ting findes stadigvæk, blandt andet det lille skrin på frimærket, lavet af skildpaddeskjold. Om det er samme skrin som hovmesteren knugede i hånden, da han styrtede ned fra bjergsiden, skal lades usagt, men det har nok lignet.

Den anden genstand vi har valgt at vise er et såkaldt manglebræt. Tømmeret det er lavet af, stammer fra Westerbeeks ornamentiske udsmykning. Det er sandsynligvis fra skibets logo, som har stået udskåret på hækken. Iøvrigt en spøjs tanke, at generationer af færøske kvinder har stået og rullet rynkerne ud af vasketøjet med en del af hækken af en historisk ostindiefarer af typen ”hekboot”.

Historien om VOC skibet Westerbeeks forlis er enestående på mange måder. Bare det at næsten hele mandskabet overlevede et sammenstød med et af de mest utilgængelige bjergpartier på Færøernes i forvejen ugæstvenlige vestside, er en unik begivenhed. At det så endog lykkedes for nogle af dem at klatre op ad Lopranseiðis stejle forbjerg, hvor selv stedkendte færinger nødig kommer, er intet mindre en bedrift.

I 2008 udkom en bog om Westerbeeks forlis, skrevet af Mathias Lassen. Bogen findes kun på færøsk, men en del af de talrige kildedokumenter fra tiden, er skrevet på dansk.

Anker Eli Petersen