Første verdenskrig. Udgivelsesdag: 24.09.2014. Værdi: 4 x 8.00 kr. Nummre: FO 792-95

Frimærkeformat: 42 x 23,52. Arkformat: 100 x 70 mm. Design: Anker Eli Petersen. Trykteknik: offset

Trykkeri: Cartor, Frakland. Taksgruppe: småbreve på Færøerne 0 - 50 gr

Den store krig

I starten af august 1914, indløb på Færøerne de ubehagelige nyheder, at en storkrig var brudt ud nede i Europa. Optakten i første omgang havde været den såkaldte julikrise som opstod i kølvandet af den serbiske nationalist Gavrilo Princips attentat mod den Østrig-ungarske tronarving Franz Ferdinand den 28. juni 1914.

Østrig-Ungarn havde siden Balkan-krigene 1912-13 været bekymret for udviklingen i de forhenværende osmanniske besiddelser på Balkan, hvor Serbien fremstod som en stadig stærkere magtfaktor. Østrig-ungarerne havde ventet på en lejlighed at knægte Serbien og mordet på tronarvingen, og hans hustru gav dem den lejlighed, de havde ventet på. Der blev stillet ultimative krav til Serbien, som naturligt nok ikke kunne opfyldes, og konsekvensen var at Østrig-Ungarn den 27. juli 1914 erklærede krig mod den unge nation.

Den Østrig-ungarske regering var udmærket klar over at dette kunne udvikle sig til en storkrig. Rusland havde garanteret Serbiens sikkerhed, og derfor havde Østrig-ungarerne sikret sig støtte fra Tyskland. Dagen efter krigserklæringen begyndte Rusland at mobilisere sin hær, hvilket medførte at Tyskland den 1. august erklærede Rusland krig.

Bekymringen over udviklingen fik også Frankrig at mobilisere sit militær, og dette førte til at Tyskland allerede den 3. august erklærede Frankrig krig. Samme dag invaderede Tyskland Belgien for ad den vej kunne angribe Frankrig, og dette udløste prompte en engelsk krigserklæring imod Tyskland.

Dermed var en europæisk storkrig en realitet - og her ude i Nordatlanten kunne færingerne bare med stigende forbavselse iagttage den ekstreme eskalering og skæbnesvangre udvikling, som de kommende år skulle medføre så megen nød og elendighed.

Konsekvenser

Det varede ikke længe før man på Færøerne mærkede konsekvenserne af den store krig. Skibstransporten til og fra det europæiske fastland, især Danmark, gik mere eller mindre i stå. De krigsførende magter oprettede blokader, patruljerede havnene og gik efter skibe som kunne tænkes at transportere fornødenheder til fjendtligt område.

Dette medførte at der opstod mangel på de mest elementære nødvendighedsartikler. Snart kunne man kun købe brød og sukker på rationeringskort, og kaffe og te blev sværere og dyrere at skaffe. Men i nøden er opfindsomheden størst, og folk fandt på forskellige metoder til at drøje de sparsomme forsyninger. Der er for eksempel historier om kvinder, der kogte fiskerogn og blandede det op i rugmel, for at få det til at strække længere.

I krigens første år opstod der så alvorlige mangler hos især den fattigste del af befolkningen, at man kan tale om egentlige krisetilstande. I vintermånederne var det svært at fange fisk og forårsfiskeriet ved kysterne var i 1915 hindret af dårligt vejr. Mangelsygdomme opstod på grund af for lidt eller for ensformig kost og høstede endog liv blandt de svageste, børn og ældre.

Olieforsyningerne var snart opbrugt og der kom ikke mere til landet. Man begyndte derfor at eksperimentere med tran, som viste sig at kunne bruges til lamper og endog brændstof til bådenes motorer.

Skæbnedagene

Den 1. februar 1917 erklærede den tyske marine en såkaldt krigszone i farvandene omkring Storbritannien. Ethvert skib der måtte befinde sig i zonen kunne, uanset nationalitet, til enhver tid blive udsat for angreb af tyske ubåde. Uheldigvis for Færøerne strakte zonen sig helt op til øernes sydlige områder og dækkede derved en af Færøernes største fiskebanker, den såkaldte Færø-bank.

Krigszonen var hovedsagelig rettet mod britiske interesser, fragtskibssejlads og transportkonvojer til England. På Færøerne håbede man at det ikke ville gå ud over fiskefartøjer og tog den kalkulerede risiko der fandtes ved at bedrive fiskeri i zonen.

Men om morgenen den 23. maj 1917 slog krigen til blandt de færøske fiskere. Skipper Aksel Sivertsen på kutteren ”Else” fortæller i avisen ”Norðlýsi”, at de tidligt om morgenen den 23. blev stoppet af en tysk ubåd, som skød med maskingevær foran og bag skibet. Mandskabet læssede straks forsyninger i redningsbåden og forlod Else. De roede over til ubåden som gav besked om at seks af dem skulle komme op på ubådens dæk. To tyske officerer gik derpå i båden og fik den at ro tilbage til Else. De medbragte brændstof, og kort tid derefter kunne mandskabet se deres skib stå i flammer på åbent hav. De tyske ubådsfolk var beklemte ved situationen, men der var ikke noget at gøre. De handlede under ordrer, sagde de.

Elses mandskab begyndte at ro mod Færøerne. Fire timer senere mødte de kutteren ”Orion” og blev taget ombord. Da Orions skipper hørte hvad der var sket, gav han ordre til at skære alle fiskeliner over og sætte sejl. De havde dog ikke sejlet længe før ubåden indhentede dem, og Orion led samme skæbne som Else. De to besætninger roede derpå sammen mod land. På vejen så de to andre kuttere og en trawler, men også den famøse ubåd, som nu havde kurs mod trawleren. De roede hele natten og formiddagen og først klokken seks om aftenen dagen efter, nåede de land.

Det skulle vise sig, at otte færøske fiskeskibe blev sænket indenfor 24 timer 23. – 24. maj. Som ved et mirakel slap alle de færøske fiskere fra tragedien med livet i behold.

Alle skibene blev sænket af den samme ubåd, UC 33, under kommando af kaptainløjtnant Martin Schelle. UC 33 sænkede i løbet af sin levetid 39 skibe, men blev selv indhentet af skæbnen den 26. september 1917, da en engelsk patruljebåd sænkede den i St. George's Channel. Kun ét af de 17 besætningsmedlemmer overlevede.

Soldaten

Mens de fleste færinger oplevede 1. verdenskrig på afstand, var andre ikke helt så heldige. En af disse var den 26 årige Christian Ludwig Petersen fra bygden Kvívík, som før krigen var emigreret til Canada.

I marts 1916 blev Christian Petersen (Pjeturson) indkaldt til reserverne i den nyoprettede 108. bataljon (Selkirk-Manitoba) i The Canadian Expeditionary Force (CEF), som udgjorde de hærenheder der kæmpede på de europæiske slagmarker. Allerede den 18. september samme år blev bataljonen sendt til England, hvor den blev opslugt af 14. reserve bataljon, som leverede forstærkninger til de krigsførende bataljoner på fastlandet.

Christian Petersen blev derfra sendt til 16th Battalion (Canadian-Scottish), som på det tidspunkt lå i området ved Arras i Frankrig, i tiden omkring, eller lige efter de voldsomme slag om Vimy-Ridge i 1917.

Derpå fulgte slag på slag for den unge færing. Han deltog i kampene om Hill 70, Ypres og Passchendaele. Slagene omkring Amiens, det andet slag om Arras, Scarpe og Drocourt-Quéant Line i 1918 og videre til kampene om Hindenburg Line og Canal du Nord lige til den sidste fremrykning mod Mons.

Som de fleste andre hærenheder i den store krig, led 16. bataljon store tab og de overlevende måtte trækkes med den psykiske belastning og traumer som krigsminder påfører en. Christian Petersen var ingen undtagelse. Kort tid efter hjemsendelsen, flyttede han tilbage til Færøerne og slog sig ned som landmand i bygden Kaldbak på Streymoy. Ifølge hans bror orkede han aldrig at tale om krigen og sin rolle i den – minderne var simpelthen for frygtelige.

Anker Eli Petersen