Andrea Árting 

En lille, lettere skrøbelig udseende ældre dame i hat og frakke, som smilede venligt og hilste, når man mødte hende i byen. Sådan husker jeg Andrea Árting, en af den færøske arbejderbevægelses absolutte frontfigurer. En kvinde med bestemte meninger om sociale forhold og som aldrig holdt sig tilbage fra at tale magten lige imod. 

Andrea Árting blev født udenfor ægteskab den 23. december 1891 i Tórshavn. Hendes far var Jacob Johansen (1860-1900), redaktør for Færøernes største avis, Dimmalætting - og moderen Súsanna Rasmussen (1873-1940). Fødslen var lidt af en skandale i det Tórshavnske borgerskab, den 31 årige redaktør var ikke gift med den 18 årige moder – og han forlod Færøerne kort tid derefter. 

Den lille Andrea kom til sin moster, Trine, som var gift med den kendte tórshavnske bådebygger Elias Johansen, populært kaldt Elias í Rættará, og blev opfostret sammen med deres børn. Da mosteren Trine døde, giftede Elias sig igen og flere børn kom til. 

Andrea havde et godt forhold til familien og især fosterfaderen. Elias í Rættará var aktiv politisk og kulturelt - og lidt af et paradoks i tiden. Selv om han var arbejdsgiver med mange folk i arbejde, havde han socialistiske synspunkter og idealer. 

Der er ingen tvivl om, at Elias í Rættará kom til at påvirke børnenes og Andreas politiske holdninger og vækkede hendes sociale bevidsthed og retfærdighedssans. Der blev læst og diskuteret meget i hjemmet om politik og samfundsforhold i øvrigt. 

Fisk og tuberkulose 

14 år gammel blev Andrea færdig med skolegangen. Hun var en kvik og velbegavet elev og lærerne anbefalede, at hun skulle tage en læreruddannelse. Men det var der ikke råd til – og i stedet kom hun ud at arbejde i fiskeindustrien. 17 år gammel blev Andrea ramt af tidens svøbe, tuberkulose og tilbragte næsten to år på Sanatoriet lidt udenfor Tórshavn. 

Efter sanatorieopholdet, omkring 1911, rejste Andrea til Danmark, hvor hun de næste seks år var tjenestepige i København. Ved den tid kæmpede de danske kvinder for deres bogrlige og politiske rettigheder og da Andrea i 1917 vendte tilbage til Tórshavn, var hun påvirket og inspireret af den danske kvindekamp. Hun var overbevidst om, at kvinder kunne det samme som mænd - og hun ville ville gøre op med tilbageholdenheden. 

Kaptajnsfrue og digter 

I 1922 giftede Andrea sig med Jóhannes Árting fra Toftir, som hun havde mødt nogle år forinden. Jóhannes var kaptajn, sejlede med færøske og udenlandske skibe og var meget borte. De to fik fire børn sammen og Andrea blev nu hjemmegående husmor for at tage sig af børnenes opvækst. I de følgende år, engagerede hun sig i nationalbevægelsen og lærte sig selv at skrive færøsk. Blandt andet skrev hun digte, det mest kendte er, ”Dunandi aldan mót klettunum brúsar,” som hun iøvrigt selv gjorde en melodi til - handler om færingernes problemfyldte forhold til deres livslinie, det forræderiske hav. 

Andrea havde sit på det tørre. Hun var nu i fyrrerne, godt gift med en skibskaptajn, hjemmegående og en del af Tórshavns bedre stillede borgerskab. Men hun kunne ikke lukke øjnene for hvad der skete runt omkring hende. 

Den verdensomspændende finanskrise i trediverne, ramte også Færøerne som en forhammer. Fiskeeksporten svandt ind til næsten ingenting og trediverne var præget af omfattende arbejdsløshed og social nød over hele landet. I Tórshavn var arbejdsløsheden på næsten 70%. Lønningerne var lave og fagforeninerne var under pres. Lavest af alle, blev de arbejdende kvinder aflønnet. Mens mændene fik en krone om timen og arbejdsdagen var 8 timer, fik kvinderne kun 30 øre i timen og arbejdsdagen var på 12 timer – altså det halve døgn til sulteløn. Der var ingen arbejdsløshedsforsikring i de dage og lagtingets vilje at gennemføre sådanne ændringer ikke til stede. 

I 1936 startede de arbejdende kvinder i Tórshavn fagforeningen ”Havnar Arbeiðskvinnufelag” (Tórshavns arbejdskvindeforening) i et desperat forsøg på at afhjælpe de usle arbejdsforhold. Men det gik som forventet. Arbejdsgiverne lagde pres på bestyrelse og forkvinden i foreningen og truede, ikke bare med arbejdsløshed, men også med den kredit som de fleste havde i deres arbejdsgivers forretninger. Mange var også gift med arbejdsmænd og fiskere, som havde samme arbejdsgiver og disse risikerede også konsekvenser for kvindernes kamp. Den eneste mulighed de desperate kvinder havde, var at få fat i en frontfigur, med sine meningers mod - og som ikke kunne sættes under pres. 

Og så en dag i 1937 blev der banket på Andrea Ártings dør. 

Uden betænkning og forbehold svarede Andrea ja til forespørgslen om hun ville påtage sig stillingen som forkvinde i Havnar arbeiðskvinnufelag. Selv om hun ikke selv manglede noget, kendte hun udmærket arbejdskvindernes usle forhold og udmattende hverdag – det var jo forhold hun selv var kommet fra. 

Der har nok lydt et og andet højlydt suk bag arbejdsgiverdøre morgenen efter, da det rygtedes i byen, hvem der nu stod i spidsen for de arbejdende kvinder. 

Andreas ilddåb ved lønforhandlingene året efter blev en kort proces. Så at sige alle arbejdende kvinder i Tórshavns fiskeindustri havde nu meldt sig ind i arbejderforeningen. Kvinderne orienterede arbejdsgiverforeningen om, at de ville forhandle om lønforhøjelse og kortere arbejdstid. Da arbejdsgiverne nægtede, varslede Andrea og kvinderne strejke og orienterede de enkelte arbejdspladser om at der ikke ville blive arbejdet dagen efter. Forligsmanden blev tilkaldt og forhandlingerne startede. Da arbejdsgiverne underbød, forhøjede kvinderne, efter Andreas egne udsagn, kravet. Kort tid efter accepterede arbejdsgiverne en forhøjelse af timelønnen fra 30 til 40 øre og at sætte arbejdstiden ned fra 12 til 11 timer. 

Det er fra denne tid man kan finde de første første udtalelser fra Andrea Árting i aviserne om lige løn for lige arbejde. Selv om kvinderne havde vundet deres første lille sejr, var der langt op til mændenes niveau, med over dobbelt så høj timeløn og tre timer kortere arbejdsdag. Og mændenes forhold var milt sagt ikke overdådige. Der skulle gå 40 år til ligeløn blev en realitet – og da var Andrea Árting endnu forkvinde i Havnar Arbeiðskvinnufelag. 

I begyndelsen af anden verdenskrig blev Færøerne besat af britiske tropper. Besættelsen blev accepteret uden indvendinger fra den færøske befolkning. Men den britiske besættelse og krigen i det hele taget, bød på udfordringer for arbejderklassen og fagforeningerne. Der var arbejde til de fleste, men dyrtid og akut varemangel pressede priserne op og gjorde det svært for arbejderklassen at få tingene til at hænge sammen. Fagforeningerne kunne ikke bruge deres værktøj - det var f. eks forbudt at strejke. 

Under disse vanskelige omstændigheder viste Andrea Árting sin socialpolitiske tæft. Hun foreslog tidligt pristalsregulering mod krigens profitmageri, hvilket blev afvist af politikerne, men gennemført længere hen i krigen. Hun kæmpede for at skaffe billigere kul til husholdningerne rundt omkring i landet og skaffe mere mælk til børnefamilierne og tøj og sko til de mest udsatte børn. Hvis man ikke kan gøre det i det store, så må man gøre det i det små. 

I 1943 lagde socialdemokraterne et forslag frem i Lagtinget med Andreas hjertesag, lige løn for lige arbejde. Det blev fældet af de borgerlige partier med standard undskyldningen, at det var en sag for arbejdmarkedets parter. 

Optimismen og opgangstiden lige efter krigen fik en brat afslutning. Investeringerne i gamle udasede damptrawlere fra Storbritannien viste sig at være en katastrofal brøler i en tid hvor kulpriserne pludselig skød i vejret. Sjóvinnubankin, som havde finansieret en del af eventyret, krakkede og samfundet sank endnu engang i knæ. Arbejdsløsheden skød i vejret igen og folk måtte gå fra hus og hjem - mange flyttede endog fra landet for at søge lykken andre steder. 

Op igennem halvtredserne var kvindernes fagforening involveret i en række konflikter, Men strejkekassen var tom og modstanden stærk. Dog kastede de sig ud i ubetinget støtte til fiskerne i den store fiskerstrejke i 1954. Bekymret for sine medlemmers økonomi, fremlagde Andrea Árting et radikalt forslag om kildeskat, samtidsbeskatning, som ville hjælpe almindelige arbejdere fra det efterslæb, som mange havde besvær af. Forslaget fik ikke politisk opbakning, men endnu engang var Andrea langt forud for sin tid. Kildeskatten blev først indført i 80'erne. 

Op gennem tresserne og halvfjerdserne var Andea Árting fagforeningernes ”Grand Old Lady.” Hun var, foruden sin stilling som forkvinde i Tórshavns arbejdskvindeforening, også medlem af bestyrelsen af de færøske arbejderforeningers paraplyorganisation, Føroya Arbeiðarafelag. 

Arbejdsmarkedets lønforhandlinger i 1977, blev Andrea Ártings livslange drøm endelig opfyldt. Under benhårde forhandlinger med den nu 85 årige fagforeningskæmpe i spidsen for arbejdernes repræsentanter, gik arbejdsgiverne omsider med på kravet om at kvinder skulle få samme løn som mænd for samme arbejde. Ændringen blev gradvis indført frem til 1981. 

Ved generalforsamlingen i Havnar Arbeiðskvinnufelag, senere i 1977, trådte Andrea Árting tilbage som foreningens forkvinde – efter 40 års tro tjeneste. Medlemmernes taknemmelighed udtrykte sig gennem en resolution om, at hun skulle modtge fuld løn fra foreningen for resten af sit liv. 

Andrea Árting døde den 30. maj 1988. Efter sigende, fulgte hun interesseret med i samfundsudviklingen og debatten til hun til sidst sov bort. 

Frimærket med Andrea Árting udgives på selve kvindernes internationale kampdag den 8. marts 2021.