Hvor mennesker opholder sig i længere eller kortere perioder, sætter de spor efter sig. Der kan være talen om rester efter de bygninger, de engang rejste på bopladserne. Det meste af affaldet fra husholdningen blev smidt uden for døren, hvor det blev liggende, hvis ikke husdyrene, katte, hunde og svin, spiste, hvad der måtte være spiseligt. Det er fra disse efterladenskaber, eftertiden kan få indblik i, hvordan det var at leve førhen. Til at opnå denne viden, må de materielle levn dog underkastes arkæologiske undersøgelser.

På gårdene rundt omkring på Færøerne levede man i vikingetiden af det, jorden, indmarken såvel som udmarken, kunne give samt, hvad der kunne trækkes op af havet og bjærges i land fra kyster samt fanges i bjergene.

De husgeråd, man dengang anvendte i husholdningen, var dels af hjemligt dels af uden­landsk oprindelse. De importerede varer, var enten produ­ceret udenlands eller lavet af udenlandsk råmateriale – dvs. materiale, som ikke fandtes lokalt på øerne. Disse kunne være husgeråd og redska­ber fremstillet af klæ­bersten, f.eks. kar og gryder, som af form har været mere eller mindre bolleformede, og som har været anvendt i forbindelse med madlavningen. Størrelsen kunne variere meget, fra under 20 cm til omkring 50 cm i diameter. Da de samme kartyper, der er fundet på Færøerne også findes i Norge, er det nærliggende at formode, at denne vare er importeret fra Norge. En anden mulighed kunne være Shetlandsøerne, hvor klæbersten også findes som råmateriale.

Foruden at man benyttede klæberstenskar i husholdningen, har man også anvendt lertøj. Hvorvidt landnamsmændene anvendte lertøj allerede ved deres ankomst til øerne, kan ikke fastslås på nuværende grundlag. Meget tyder dog på, at i løbet af vikingetiden, dvs. sent i 10.-11. århundrede, er lertøj blevet en del af husholdningen. Kulturhistorisk er dette interessant, fordi i hjemlandet Norge, var man helt gået bort fra lertøjet for i stedet at anvende klæberstenskar, en praksis, nordboerne bragte med sig, da de drog vestover. Disse lervarer er alle uglaserede, formet i hånden, som regel ved pølsning og uden drejeskive, og de er brændt ved svag varme. Formvariationen synes at være stor - både bolle-, halvkugle- og spandformede kar. Ligeledes er der stor variation i karstørrelsen - mundingsdiameteren kan f.eks. være fra ca. 18 til 30 cm, højden fra ca. 10-20 cm. Madskorpe på indersiderne indikerer, at lerkarrene har været anvendt i forbindelse med tilberedningen af mad. Der er dog ikke fundet levn, der kan have været tilknyttet selve produktionen af lerkar, som f.eks. ovne. Men det kan meget vel tænkes, at lerkarrene er brændt på ildstedet.

De seneste års spændende undersøgelser af dyreknogler giver indsigt i det fortidige husdyrhold samt hvilke ressourcer man i vikingetiden udnyttede. Det kan fastslås, at foruden får og kvæg, har man i udstrakt grad også holdt svin; og set i relation til andre steder i Nordatlanten, udgjorde søfugle en meget stor andel af føden på Færøerne.

Til belysning i rummene anvendte man olielamper, som blot kunne være udhulede stene. Men der forekommer også eksempler på, at man fremstillede lamper, der har været udskåret i tuf – en blød vulkansk stenart, der var nem at skære i, hvorfor man også har forsynet disse lamper med forskellig form for enkel ornamentik.

Foruden de nævnte former for husgeråd, fremstillet af sten, anvendte man også en mængde forskellige kar, fremstillet at træ - drejede trækar samt små udskårne rektangulære kar eller skåle. Desuden stammer fund af stave og bunde fra større og mindre laggede trækar. De mange fund af snoede enebærvidjer er karakteristiske for de ældre bebyggelseslevn. Ener groede lokalt, da mennesker og dyr tog øerne i besiddelse. Disse er fundet i meget forskellig længde og tykkelse, og er blevet anvendt f.eks. til hanke til trækar eller som reb. Endvidere er der fundet træpinde af varierende størrelse. Nogle af disse bliver ofte tolket som såkaldte pølsepinde medens andre som håndtene, som anvendtes i forbindelse med arbejdet med ulden.

Andre vigtige indendørssysler end madtilberedningen har været uldbearbejdningen. Om denne aktivitet vidner fund af ten- og vævevægte. Tenvægterne, som kan være af såvel basalt som af tuf, ses også ofte at været fremstillet af fragmenter af klæberstensgryder, der er gået i stykker. Til arbejdet med den opretstående væv var det nødvendigt med vægte. Nogle særlige former for vævevægte af gennemboret skifersten til ophæng, ses at være blevet importeret. Men også almindelige sten af basalt med omløbende fure er blevet anvendt i udstrakt grad.

I det daglige arbejde inde såvel som ude har skæreredskaber som f.eks. knive og leer været uundværlige, og det var nødvendigt at disse blev holdt skarpe. Dette vidner bl.a. den mængde hvæssesten eller bryner, der er fundet. Disse har været fremstillet af både ler- og glimmerskifer - ja, endda hele planker af råmaterialet, altså emner til bryner, er fundet. Disse er endnu et eksempel på en vare, som det har været nødvendigt at importere fra Norge.

Hø blev dyrket til dyrefoder. Men man dyrkede også korn på Færøerne, og vikingetidens korn var seksradet byg. Dette skulle males på kværnen, og det har man gjort ved hjælp af kværnsten af en forholdsvis blød glimmerskifer, karakteristisk ved isiddende røde hårde granater. Dette råmateriale findes ved Hardanger i Vestnorge. Undersøgelser har vist, at her har man haft store brud, hvor man allerede i vikingetiden har brudt skifer til fremstilling af kværnsten med henblik på eksport.

Arbejdet er ikke kun foregået i marken. Linesynk vidner således om fiskeriets betydning. Disse kunne være forarbejdet af klæber, der ofte har vist sig at være sekundært forarbejdede af karfragmenter. Men måske mest almindeligt har været at anvende mindre og større strandsten med en omløbende fure til at fæstne linen i.

Blandt metalgenstandene, som er fundet, ser vi foruden førnævnte knive, f.eks. jernlåse, jern- og klinknagler samt fiskekroge i forskellig størrelse. Metalfundene forekommer ofte i meget små fragmenter, som f.eks. bronzeblik med isiddende nitter, der muligvis kan have været rand- eller mundingsbeslag til f.eks. trækar. De ret hyppige forekomster af slagge kan også være et resultat af smedevirksomhed med tilknytning til nævnte redskaber.

For at danne os et billede af, hvordan folk har gået klædt på Færøerne i vikingetiden, må vi nøjes med at sammenligne med det, man ved andre steder fra i Nordatlanten. Men der er flere fund, der fortæller, at man sandelig kunne lide at pynte sig. Således findes flere vidnesbyrd om genstande, der kan karak­teriseres som personligt udstyr - prydgenstande, som f.eks. kamme af ben – enkelt- såvel som dobbeltkamme. Man har gået med hals- og armbånd lavet af både rav- og glasperler og med sølv- og guldfolierede perler. Desuden har man båret ringe af sølv, fine spænder af bronze samt ringnåle at fæstne i dragten.

Fritidssysler og børnenes leg har tydeligvis også spillet en vigtig rolle i vikingetidens dagligdag. Foruden at der er fundet spillebrikker, er der fundet halvdelen af et spillebræt, hvor man på oversiden har kunnet spille spillet ”mølle” og på undersiden det oldnordiske brætspil ”hneftafl”. Til børnene har man lavet fint udskårne heste og legetøjsbåde, som f.eks. på vikingetidsgården i Kvívík samt på sommerbopladsen ved Argisbrekka ved bygden Eiði.

Lige som andre steder i Nordatlanten har skrivekunsten også været praktiseret på Færøerne tilbage i vikingetiden. Flere fund af genstande af træ såvel som af sten med indridsede rune-tegn er fundet under udgravning af f.eks. beboelseshuse i Eiði og Leirvík

At den vikingetidige befolkning på Færøerne ikke har været isolerede i større grad, er importmateri­alet klart vidnesbyrd om. Dette materiale taler dets tydelige sprog om en nok så nær kontakt med omverdenen, vel sagtens i form af et handels­samkvem - både til indbyggernes gamle hjemland, hvor kommunikationen uden tvivl er gået ud fra Bergen, men også til de andre norrøne bebyggelser i områderne syd for Færøerne.