­“Sandoy grøn og heldur lág, gras á nærum hvörjum bletti” (i.e. Sandoy er grøn og forholdsvis lav med græs næsten overalt), siger vor kendte digter H.A. Djurhuus i en af sine mange sange. Med sine 112 km² er Sandoy mindst af de fem store øer. Som digteren siger, er den lavere end de større øer, men også mere græsbevokset. Derfor har landbruget haft stor betydning som næringsvej. Sammen med de to små øer mod syd, Skúvoy og Dímun, er Sandoy én administrativ enhed, ét politidistrikt, ét præstegæld og i gammel tid ét tingdistrikt.

Forbindelsen ad søvejen mellem Sandoy og ”fastlandet” med hovedstaden Tórshavn har fra gammel tid været via Skopun på nordsiden af øen. Men her var ingen bygd, kun et bådehus, hvor robåden stod. Tidligt i det 19. århundrede blev der fra embedsmandsside gjort forsøg på at få stedet beboet, og i 1833 blev de første beboelseshuse bygget. Bygden er en god fiskeplads, da afstanden til fiskebankerne er kort både mod øst og mod vest. Den voksede frem til midten af forrige århundrede. I 2005 var folketallet 484. Bygden fik egen kirke i 1897, og den ses på frimærket. For 15 år siden blev et færgeleje bygget på vestsiden af Streymoy, og derved forkortedes sejlturen med 50 %. Nu er der planer om at bygge en tunnel under sundet.

Kører man 9 km efter vejen mod syd, kommer man til bygden Sandur, med 593 indbyggere (2005). Den har fra landnamstid været hovedbygden på øen og har 13 gamle “býlingar” (i.e. bygdedele), hvoraf de fleste nu er sammenvokset. I 1863 blev en møntskat fundet i forbindelse med en begravelse på kirkegården. Af de 98 sølvmønter er de ældste fra ca. år 1000. I 1969-70 blev en arkæologisk udgravning udført under den nuværende kirke, og man fandt rester af fem ældre kirker, den ældste en stavkirke fra ca. år 1100. De sidste år er der foretaget udgravninger nord for kirken, og man har fundet beviser for bosættelser omkring år 900. Den nuværende kirke blev bygget i 1839 og er en af de ti gamle trækirker på Færøerne. Billedet på frimærket er malet i bygdedelen í Trøðum, som var tingsted før i tiden. I baggrunden ses den sydligste del af bygden og længst borte øen Skúvoy.

På østsiden af Sandoy ligger tre bygder. Den nordligste og største er Skálavík, som har 182 indbyggere (2005) og er en gammel bygd, antagelig fra landnamstiden. Den har en stor dyrket indmark, og de fire gamle bygdedele ligger i en kreds rundt om den. Den oprindelige boplads lå utvivlsomt nede ved stranden, hvor de ældste kirker stod. Den sidste blev nedtaget i 1891, og en ny blev da bygget længere inde i dalen. Den oprindelige boplads blev nedlagt omkring år 1600, og man flyttede ind i dalen. Skálavík har i det 19. og 20. århundrede fostret flere forfattere og poeter. Den mest kendte er nok Heðin Brú, som bygdens indbyggere rejste en mindesten for på hans 100 års fødselsdag. På frimærket kan man se bådehavnen, som blev bygget for ca. tredive år siden.

Længere mod syd ligger Húsavík, 80 indbyggere (2005). Denne bygd er også gammel, sandsynligvis fra landnamstid. Den har to gamle bygdedele, men et sagn siger, at bygden før lå i en fordybning, Kvíggjagil, vest for den nuværende hovedbygd. Der kan man påvise beboelsestomter, samt hvor der var kirke og kirkegård. Der er også et sagn, der siger, at bygden blev udslettet af "den sorte død" og senere genopbygget på østsiden af åen. En meget rig og dygtig kvinde, kaldet Hústrúin (husfruen), var i bygden, og sagnet siger, at hun og hendes mand genopbyggede bygden. Stengærdet, som hun byggede omkring kirkegården, står endnu, og ligeledes stenvæggene i høladen og den stenbelagte gårdsplads omkring husene. Dette beviser hendes dygtighed. På frimærket skimtes kirken, som blev bygget i 1863. Til højre ses et ca. 130 år gammelt beboelseshus med græstag, som nu bliver bevaret som fortidsminde. Sandstranden i Húsavík er et af de steder, som er godkendt til grindefangst.

Dalur er den sydligste bygd på øen. Den er lille, 48 indbyggere (2005), men udmarken er stor og god, især græsgangen Skorin sydligst på øen. Her har store mængder søpapegøjer deres tilholdssted i rugetiden. Dette fremmer plantevæksten, og derfor bliver kødet fra fårene særdeles godt. Dalur er en gammel bygd, og i gamle dokumenter ses, at den også blev kaldt Varmadalur. Den er dog næppe så gammel som de to andre bygder på østsiden af øen. Den har været meget isoleret og fik først vejforbindelse i 1963. Vejen går gennem en stejl fjeldside, og sten- og jordskred ned på vejen er ikke nogen usædvanlighed. Nu er der planer om at bore en vejtunnel gennem fjeldet mellem Húsavík og Dalur. Kirken er bygget i 1957, og den skimtes til højre på frimærket.

Vest for Dalur ligger Skarvanes, som altid har været en lille bygd, men som er gammel og har været beboet, i hvert fald, fra omkring år 1500. Den vender mod sydvest og var derfor blandt de bedste kornmarker. Udmarken er temmelig stor og god, så leveforholdene var nogenlunde, på trods af at hyppig brænding gjorde bådefiskeri vanskeligt at drive. Folk flyttede fra bygden, og den sidste beboer døde i 2000. Den er folketom i dag, men i en dal 2 km nord for bygden bor én familie. På frimærket ses beboelseshusene, som nu benyttes som sommerhuse og lignende, og i baggrunden ses øerne Stóra Dímun og Lítla Dímun.

På vestsiden af Sandoy ca. 4-5 km vest for bygden Sand er en lille bugt, Søltuvík. For hundrede år siden blev her indhegnet et jordstykke til opdyrkning, og der er blevet anlagt kørevej til dette naturskønne sted. Uden for selve bugten ligger en skærgård, så man kun kan komme ind på bugten i en lille båd og i meget stille vejr. I et stormvejr i november 1895 drev et 3000 ton stort engelsk dampskib ind på denne skærgård og sank. Kun én mand blev reddet. Han skyllede over bord og fik fat i en lasteluge, som han klamrede sig til og drev med strømmen, til han 14 timer senere blev reddet på land i Kirkjubøur. Lastelugen er bevaret og bliver nu brugt som bordplade i røgstuen i Kirkjubøur. På frimærket ser man brændingen i Søltuvík og i baggrunden en spids klippe, som stod igen ved en meget stor nedstyrtning i 1939.