Udgivelsesdag: 10.04.2007 - Værdi: 8 x 7,50 kr. - Nummer: FO 591-598 - Frimærkeformat:  27,5  x  40,0 mm - Arkformat: 125 x 122 mm - Tegning: Bárður Jákupsson - Trykteknik: Offsett - Trykkeri: LM Group, Canada - Posttakstgruppe: Breve op til 20 gr til Europa
 

►

Romanen Feðgar á ferð, som udkom i Tórshavn i 1940, er et hovedværk i færøsk litteratur. I den danske oversættelse (Gyldendal 1963) fik den titlen Fattigmandsære. Heðin Brú (1901-87) var født på en lille gård i Skálavík på Sandoy. Som de fleste unge mænd dengang drog han på havfiskeri så snart han var konfirmeret. Men han havde boglige interesser, der fik næring på Færøernes folkehøjskole vinteren 1919/20. Derefter rejste han til Danmark og blev uddannet som landbrugskandidat på Landbohøjskolen i København. Disse år i udlændighed skrev han sine første noveller og arbejdede med debutromanen Lognbrá. Efter hjemkomsten i 1929 blev han ansat som landbrugskonsulent for det færøske landbrugsråd.

Embedet indebar, at han i årrækken 1929-1968 skulle rejse ganske meget fra ø til ø, fra bygd til bygd, og han fik et indgående kendskab til sit land. Heðin Brú var en hyggelig mand, imødekommende og venlig mod alle. Han var en mesterlig historiefortæller, særdeles humoristisk og slagfærdig og et festligt midtpunkt, hvor han kom frem. Han kom til at kende en masse mennesker og besøge snart sagt alle bondegårde. Alle årene op til omkring 1960 var det møjsommeligt og tidskrævende at rejse på Færøerne. Der var kun få veje, og forbindelserne over fjorde og sunde var primitive. Man var hovedsagelig henvist til lange vandreture over fjeldene, og da rejserne kunne være langvarige, var det gerne nødvendigt at overnatte indtil flere nætter. Når landbrugskonsulenten kom til en bygd, plejede han, efter at dagens opgaver var løst, at sammenkalde mændene i dansestuen eller skolen til forelæsning om faglige emner. Han orienterede om forskningsresultater og gav gode råd om plantning, såning, gødskning, pasning af husdyr etc. Men efter foredraget kom der ild i piberne, der blev snakket og fortalt - om bygdens historie, slægtsforhold og andet, som havde forbindelse med det daglige liv og årets gang. Og nu var det ikke landbrugskonsulenten, men forfatteren, der var på arbejde. Han var god til at spørge og huske. Efter dagens gerning fyldte han på sengekanten sin lommebog med en rigdom af citater og andre notater.

Den store samfundsomvæltning, som Heðin Brú voksede op med efter århundredskiftet, er et hovedtema i digtningen. I disse år forandres samfundet fra en ældgammel bondekultur til et nyt fiskerisamfund. Den internationale industrielle revolution kom ikke på Færøerne til at betyde fabrikker og lønarbejde, men havfiskeri med skibe. Det gamle bygdefællesskab måtte vige for individualistisk selvrealisering, hvor enhver er sin egen lykkes smed. Samtidens kulturpersoner erkendte, at kunsten kan kaste lys over det, som er ved at forsvinde, belyse det og således bevare mindet om en gammel kultur. De fleste digtere og forfattere ser dette som deres opgave, men nogle kan have en nostalgisk tendens til at fokusere på beklagelse over, at store værdier går tabt i denne forandring, i stedet for at bearbejde den nye tid. Få forfattere er så vel rustede til at belyse og karakterisere den gamle tid, som Heðin Brú, men hans ærinde er ikke at hæmme tidens gang, snarere at skildre og berette og fremmane fortiden som den basis den nu er - på godt og ondt. Et folk skal naturligvis ikke glemme sin fortid og sin historie. Hans store samfundsmæssige interesse er i langt højere grad rettet mod samtiden. På sine rejser omkring i landet i de fattige 1930er, ser han mange steder dårlige sociale forhold, undertiden direkte nød og sult. Han er socialt indigneret, kritiserer uretfærdighed og politisk handlingslammelse. Digteren tager helhjertet del i den social-demokratiske bevægelse, der fæster rødder på Færøerne i disse år og blandt andet har til formål at bedre levevilkårene for de underprivilegerede.

Heðin Brú har udgivet 6 romaner og 4 novellesamlinger. På sine ældre dage var han en flittig oversætter af verdenslitteratur til færøsk, og han sidste værk var et omfattende erindringsværk. De 3 første romaner, samt en række noveller, er oversat til adskillige sprog.

Fattigmandsære, som er illustreret med 10 frimærker i denne serie, udgivet af Postverk Føroya, er uden tvivl Heðin Brú's hovedværk. Bogen blev tidligt kært folkeeje. Betagende er skildringen af Ketil og hans kone, der repræsenterer den forgangne tid. De kræver ikke meget af livet, nøjes med en kummerlig tilværelse i deres gamle hus med åbent ildsted og jordgulv, men de ligger ikke andre til byrde, sætter en ære i at svare enhver sit. Livets værdier, æresfølelsen og troslivet træder i relief i en kommunikation på ulige fod imellem Ketil, hans kone og deres enfoldige hjemmefødning af en søn - Kálvur. En fjerde medspiller er den langfingrede religiøst forstyrrede kæltring Klávus. Relationerne imellem disse figurer skildres med den mest underfundige humor. De ældre sønner, der for længst er flyttet hjemmefra og har stiftet egen bo - samt deres koner - repræsenterer den nye tid: "Vi har lært, at livet er ikke bare det tørre brød, vi har lært at kræve mere. I duede ikke til at kræve. Og I turde ikke. Hver gang I fik lyst til at hæve hovedet lidt, så mente I, at Gud var vred, og den Onde gned sig i hænderne".

Heðin Brú besad et sprogligt mesterskab. Et kærnefuldt bygdemål fra den gamle bondebygd Skálavík og et ikke mindre broget ordforråd fra folk, han havde mødt på sine rejser omkring i landet, blev forædlet i hans værker, men dertil var han i høj grad sprogligt nyskabende. Med hans romaner og noveller kom sproglig rigdom og en frisk kåd vind ind i færøsk litteratur