Jens Christian Svabo
Jens Christian Svabo blev født i bygden Miðvágur i 1746. Hans far, som var sognepræst, underviste ham de første år, til han som trettenårig blev optaget på Latinskolen i Tórshavn. Her gik den unge Svabo så de næste seks år og fik den grundlæggende undervisning som skulle bane vejen for videre studier.
Sammen med en af vennerne fra latinskoletiden, Nikolai Mohr (1742-90), rejste Svabo i 1765 til København, hvor de begyndte at studere politisk økonomi og naturhistorie. De blev dermed de første færinger som valgte en ikke teologisk universitetsuddannelse. Svabo og Mohr tog eksamen i philosophicum i 1769, men på grund af manglende midler fik ingen af dem den afsluttende eksamen fra universitetet.
Fattigdommen blev Svabos kors livet ud. Op igennem 1770’erne ernærede hen sig ved forskellige småjobs, mens han udarbejdede forskellige memoranda og afhandlinger vedrørende forbedringer af det færøske landbrug og økonomi, hvoraf kun et par stykker blev trykt. Det er også i begyndelsen af denne periode, at Svabo begyndte på sit udkast til en færøsk ordbog, af hvilken der foreligger en afskrift, dateret 1773.
Tilsyneladende ansøgte Svabo, uden held, i denne periode forskellige permanente stillinger. Den eneste kendte ansøgning er vedrørende en stilling som foged i Smaalenenes Amt i Norge. Han fik ikke stillingen. Til gengæld blev han tilbudt den nye fogeds gamle len - men måtte frasige sig det, da han ikke var i stand til at fremskaffe den fornødne kaution.
Da Svabos ven, Nikolai Mohr, måtte opgive sin igangværende beskrivelse af Færøerne på grund af andet arbejde, fik Svabo muligheden at opfylde sit ønske om en ny bog om øerne. Fra den 22. maj 1781 til 1. september 1782 rejste Svabo til Færøerne, hvor han indsamlede materiale om øernes ressourcer og økonomiske forhold.
I tiden der fulgte, udarbejdede J. C. Svabo en række hæfter, som tilsammen udgør et storslået værk om Færøerne og færøske forhold i slutningen af 1700 tallet. Men på grund af forskellige opfattelser i den danske administration, blev det aldrig udgivet. Det blev flittigt brugt som kilde af andre beskrivelser af Færøerne, men udkom ikke før 1959 i samlet form.
Færørejsen 1781-82 blev Svabos endelige ruin. Han var dybt forgældet, blev ramt af sygdom og levede en kummerlig tilværelse i København i mange år. År 1800 rejste han tilbage til Tórshavn, hvor han levede i fattigdom til sin død i 1824.
Men Jens Christian Svabos arv til eftertiden skulle vise sig at være langt større end hans tragiske skæbne giver indtryk af. Som det barn af oplysningstiden han var, fortsatte han livet igennem med sit videnskabelige arbejde. Han var overbevidst om at det færøske sprog ville gå til og blive erstattet af dansk. For at bevare mindet om det for eftertiden, udarbejdede han en imponerende fonetisk færøsk-dansk-latinsk ordbog. Det gik ikke så galt som han frygtede, i stedet kom han til at vække en akademisk interesse for det færøske sprog. Hans ordsamling blev startskuddet til skabelsen af et færøsk skriftsprog og det arbejde der siden er gjort for at holde færøsk ved lige.
Sideløbende med det rent lingvistiske arbejde, foretog Svabo også en omfattende indsamling af færøske kvad og viser. Hans manuskripter indeholdt 52 digte, bl.a. de første opskrifter af de færøske Karlamagnus kvad. Kun et af kvadene blev udgivet i hans levetid, i en svensk visesamling fra 1814 – i øvrigt den første gang en færøsk tekst forekom på tryk.
Skønt upåagtet i sin levetid, står Jens Christian Svabo i dag som en af de største kulturpersonligheder i Færøernes historie. Kvadsamlingen og ordlisterne er uvurderlige kildeskrifter om 1700 tallets sprog og kultur og står som en udpost for vort blik endnu længere tilbage i tiden. Og Færøbeskrivelsen giver et bredt indtryk af hvordan det færøske samfund så ud i slutningen af 1700 tallet. Læsningen af hans skrifter efterlader indtrykket af en rationel og moderne oplysningsmand, i et samfund som knap nok var trådt ud af middelalderens mørke.
Anker Eli Petersen
