Gopler. Udgivelsesdato: 26.02.2014. Værdi: 3 x 10.00 kr. Numre: FO 779-782
Frimærkefomat: 25 x 42. Fotograf: Ingi Sørensen. Trykteknik: offset + lak
Trykkeri: LM Group, Canada. Takstgruppe: Små breve og mediumbreve på Færøerne 0 - 50 gr,
små breve til Europa 51-100 gr, og medium B-breve til andre lande 51-100 gr.

Gopler
De ligner livsformer fra fremmede galakser. Ejendommelige væsener der minder om en gammeldags faldskærm, og som pumper sig rykvis gennem vandet. Der er noget spøgelsesagtigt over dem, når vi ser dem bevæge sig under overfladen - nogen gange i så stort antal, at det synes som havvandet koagulerer med en anden væske. Glansen går lidt af den grandiose fremtoning, når vi finder dem vasket op på strandkanten. Da minder de mest om en rodet geléklump.

Den spøgelsesagtige fremtoning bliver ikke mindre når man ser på goplernes historie. De forekommer som fossiler helt tilbage fra tidsperioden kambrium (mellem 542 – 488 millioner år siden), med tentakler og organer som på det nærmeste er identiske med nutidens gopler. Det vil sige, at de udviklede sig forholdsvis hurtigt for omkring 500 millioner år siden.

Den færøske undervandsfotograf Ingi Sørensen har under sine dykkertogter fotograferet nogle af disse levende fossiler, som findes i havet omkring Færøerne.

Vandmand – Aurelia aurita
Vandmanden er den hyppigst forekommende gople i færøske farvande. Den tilhører ordenen storgopler (Schyhozoa) og er også kendt under navnene øre-gople og almindelig gople.
Vandmandens størrelse ligger som regel på omkring 25 cm i diameter, men kan komme op på 40 cm. Den bevæger sig hovedsagelig ved hjælp af havstrømmene, og ellers ved at trække skærmen sammen i ryk. Da vandmanden er et meget primitivt dyr, savner den de fleste organer som ellers findes hos mere udviklede dyregrupper. Den har hverken hjerne, lunger, gæller eller hjerte. Den optager ilt gennem en tynd membran som dækker hele kroppen.
Vandmanden forekommer både i dybet såvel som lige under havoverfladen. Den optager føde med hele kroppen, alger, fiskelarver, små krebsdyr og amøber, som via små hår bliver transporteret til en fødefure på skærmens kant. Hvis det er nødvendigt, kan den lamme byttet med sine brændende tentakler, som dog er så svage at de ikke mærkes af mennesker eller store dyr.

Det mest bemærkelsesværdige med vandmanden er dens forplantningscyklus. De fire hesteskoformede mærker på dens skærm er dens kønsorgan. Der bærer hunnerne deres æg, som efterhånden udklækkes som små larver. Når larven har svømmet frit et stykke tid, sætter den sig på fast underlag og udvikler sig som en bægerformet polyp. Med tiden begynder der at komme indsnævringer på polyppens tragt, som derpå slipper polyppen som små vandmænd, medusa-stadiet. Larve og polypstadiet hos vandmanden er flerårigt og ukønnet, mens det endelige resultat, den nye generation af vandmænd, er kønsopdelte og lever ca. et halvt år.

Rød brandmand – Cyanea capillata
Rød brandmand er den største af storgoplerne. Den varierer meget i størrelse, men kan blive helt op til 2,5 m i diameter og have op til 30 meter lange fangtråde.

Den røde brandmand lever primært nordpå og forekommer sjældent under 20 meters dybde. Den lever hovedsagligt af plankton og små krebsdyr og fisk, som den lammer med sine fangtråde. Giften, som udskydes fra klistrende nælder er temmelig kraftig, og selv mennesker kan få alvorlige forbrændinger ved kontakt med den røde brandmands fangtråde. I sit endelige medusa-stadie mener man, at den røde brandmand lever ca. 1 år, men det er muligt at de største eksemplarer, som især findes i arktiske områder, er endnu ældre.

Forplantnings- og livscyklussen hos den røde brandmand er stort set den samme som hos vandmanden. Det er i øvrigt kun i larve og Medusa stadiet at disse gopler indtager føde.

Pelagia noctiluca
Den tredje storgople som Ingi Sørensens linse har fanget er smuk, men ikke ligefrem en velkommen gæst i færøske farvande. Pelagia noctiluca har ellers hjemme i varmere farvande som Middelhavet, Rødehavet og Midatlanten og findes også i Stillehavet - men den er begyndt at forekomme i nordligere farvande, muligvis på grund af klimaændringer. I 2007 blev et havbrug ud for Nordirlands kyst ramt af en 26km2 stor sværm af unge Pelagia noctiluca gopler, og over 100.000 opdrættede laks blev dræbt.

Pelagia noctiluca har en nærmest klokkeformet skærm, sædvanligvis omkring 10 cm i diameter, men kan blive op til 30 cm. Fra skærmen hænger 8 tentakler med en ganske potent gift, som kan give sviende brændskader hos mennesker og i øvrigt udløse allergiske reaktioner. Fra det kombinerede mund og anus organ i skærmens midte hænger fire fangarme som bliver brugt til at fastholde bytte og transportere det op til munden. De formerer sig seksuelt, men afkommet har ikke det samme polypstadie som vandmanden. I stedet udvikler det sig fra larve til medusa mens det stadig svømmer i havet. Pelagia noctiluca betyder noget i retning af hav-natlys og navnet beror på at goplen frembringer et fluoriserende lys når den bliver forstyrret, f. eks. af skibenes kølvand eller bølgegang.

Melongople – Beroe cucumis
Melongoplen tilhører ordenen ribbegopler (ctenophora), som er mere udviklede end storgoplerne. De kendes på deres 8 ribber, som går fra for- til bagende. Ribbegoplernes ribber kan lyse i mørke, men det er uvist hvilken funktion lyset egentlig har. De fleste ribbegopler er hermafroditter og kan både befrugte sig selv eller andre. Nogen arter kan endog formere sig allerede i larvestadiet, og disse egenskaber gør at bestanden kan vokse eksplosivt under de rette forhold. Til forskel fra storgoplerne sætter ribbegoplernes larver sig ikke på fast grund – de udvikler sig langsomt til voksne individer.

Melongoplen er sækkeformet og bliver op til 10 – 15 cm lang. Den har hverken tentakler, som andre ribbegopler eller nældesække som storgoplerne. Den svømmer ved hjælp af fimrehår på ribberne og har ganske god kontrol over sine bevægelser, hvilket gør den til en fænomenal jæger. Den jager og æder især andre ribbegoblearter, som den sluger hele gennem mundspalten på toppen af hovedet.

Anker Eli Petersen