Mikkjal Dánjalsson á Ryggi

Historien fortæller, at under høhøsten i 1909, gik bondesønnen i huset ”í Beiti” ned til åen Hýsisá, som nok var udtørret i sommervejret - og huggede følgende digt i den hårde klippe. Her løst oversat:

Vand besejrer hårde klipper,

slider bjerge ned.

Leen går og græsset falder,

vi skal falde med.

Blodet stivner, hjertet stopper,

når manden ligger lig,

vil sjælen i guds lyse himmel

leve fri og rig.

Der var nok mange der rystede på hovedet af den tossede unge mand, som brugte flere dage på at hugge et digt i en å, men i dag - over et århundrede senere – står digtet der endnu, og det er netop Mikkjals ord og digte vi husker ham for.

Bogen eller spaden

Mikkjal Dánjalsson á Ryggi blev født i bygden Miðvágur på Vágoy, den 17. oktober 1879. Hans far, Dánjal Pauli Mikkelsen, var en belæst mand, historiekyndig og aktiv i lokalsamfundet. I barndomshjemmet ”í Beiti” havde den unge Mikkjal derfor de bedste omstændigheder at sætte sig ind i traditionel færøsk kultur – i kvadene, sagn og myter, samfundsdebatten og hvad der ellers rørte sig i tiden. Her blev også grundlaget lagt for den stærke gudstro, som fulgte Mikkjal livet igennem. Ingen tvivl om at kundskaben til Kingos salmer, var et robust fundament til Mikkjals egen indsats for færøsk salmedigtning.

Som alle drenge på den tid, deltog Mikkjal i al slags arbejde, til lands, til havs og i bjergene. Her erhvervede han sig de kundskaber om dagligdagens sysler og naturens vekslen, som senere kom til syne i hans digtning. Onde tunger påstår, at han nok hældte mere til bogen end spaden, men det er vel hvad man kan forvente i et samfund, hvor håndens sysler blev vurderet højere end åndens.

Efter folkeskolen i hjembygden, gik Mikkjal á Ryggi i Realskolen i Tórshavn. 21 år gammel tog han til Danmark hvor han i tiden fra 1900 til 1902 gik på henholdsvis Askov og Frederiksborg højskole. Hjemme på Færøerne igen, var Mikkjal, som de fleste andre unge mænd, beskæftiget med forskelligt forefaldende arbejde, til lands og på havet.

Digteren

Tiden omkring det tyvende århundredeskifte, var turbulent på den politiske front. Den identitetsnationalistiske strømning, som blev indledt ved Julemødet 1888, var begyndt at manifestere sig i en politisk bevægelse – og i 1906 førte det til dannelsen af de første politiske partier på Færøerne. Det var henholdsvis unionistpartiet Sambandsflokkurin, som ikke ønskede ændringer i forholdet med Danmark - og selvstyrepartiet Sjálvstýrisflokkurin, som ønskede at gå i en mere autonom retning.

Mikkjals far, Dánjal Pauli Mikkelsen, var aktiv på selvstyresiden – og sønnen blev også engageret, dog mere på den kulturelle front. Mikkjals første trykte digt kom i selvstyrepartiets avis, Tingakrossur, samme år, underskrevet med pseudonymet ”Gunnleygur” og kaldtes ”Fram frímenn” (Frem frimænd). I den efterfølgende tid skrev ”Gunleygur” jævnlig i Tingakrossur og hans første digte var politiske og lettere bombastiske.

Der gik dog ikke lang tid før det direkte politiske budskab gled i baggrunden og digtene gik over til det skildrende. Selv om Mikkjal á Ryggi var en fænomenal naturskildrer, var han ikke en naturpoet. Det er snarere menneskets liv og virke i naturen, arbejde til lands og på havet, kultur, historie og livet i det hele taget, som bliver beskrevet i hans digte – og han regnes som den bedste skildrer af traditionelt færøsk arbejdsliv i begyndelsen af det tyvende århundrede.

Motivet forneden, til venstre på frimærkearket bygger på to af Mikkjals kendte digte: ”Áttamannafarið” (Ottemandsbåden) og ”Smálombini spæla” (Lammene leger).

I 1954 udkom Mikkjal á Ryggis eneste digtsamling, som, ganske passende, var temaopdelt efter årstiderne.

Mikkjal selv, forblev selvstyremand og var politisk aktiv. Han sad som borgmester i hjembygden Miðvágur fra 1915 til 1919 og var valgt som medlem af Lagtinget i perioden 1924 – 28. Han sad også i bestyrelsen for den færøske lærerforening fra 1927 til 1934, de sidste 5 år som formand.

Skolebogsforfatteren

I 1920 blev Mikkjal á Ryggi ansat som lærer i bygderne Bøur og Gásadalur, en stilling han bestred i 25 år. Her mødte han Bina Joensen, som han blev gift med - og de bosatte sig i Gásadalur.

Mikkjal á Ryggi var en af forkæmperne for at undervisningssprog og materialer skulle være færøsk. Det kneb dog med lærebøger på modersmålet og han påtog sig derfor opgaven at skrive skolebøger. I 1926 udkom hans geografibog ”Landalæra I”, som han skrev sammen med A. Thomsen. I 1935 udkom hans første biologi bog, ”Dýralæra I, Súgdjór.”

I 1940 udgav Mikkjal á Ryggi det lokalhistoriske værk, ”Miðvinga søga”, om hjembygdens historie tilbage fra middelalderen. Han var i det hele taget en aktiv skribent, skrev foruden digte, også noveller og oversatte et par oldislandske sagaer til færøsk.

I 1951 udkom Mikkjals anden biologibog - ”Dýralæra II, Fuglar”, denne gang om fuglelivet på Færøerne. Mikkjal havde gennem lang tid samlet materialet, malede selv mange farverige illustrationer og beskrev de enkelte fugle i en nærmest anekdotisk stil, som gjorde det let for børn og voksne at stifte bekendtskab med det færøske fugleliv. Bogen blev dog en stor skuffelse for Mikkjal, i og med, at man af sparehensyn lavede de fleste illustrationer i sort – hvid og i øvrigt gjorde dem så små, at man ikke rigtig fik detaljerne med.

Billedet til højre på frimærkearket er taget, mens Mikkjal sad og malede illustrationerne til fuglebogen.

Salmedigteren

I 1945 gik Mikkjal á Ryggi på pension fra lærerstillingen i Bøur og Gásadalur. Men hans otium blev tragisk, idet han samme år blev ramt af smittende tuberkulose og måtte tilbringe resten af sit liv på tuberkulosesanatoriet i Hoydalar, udenfor Tórshavn. Det var under dette lange sygeleje, at Mikkjal á Ryggi digtede de fleste af sine salmer. 75 originale salmer blev det til, samt 40 oversatte efter udenlandske salmedigtere. Selv om man skulle tro, at den tunge skæbne førte til tungsind og en dystere tro, var det ikke tilfældet. Mikkjals salmer er gennemgående lyse og positive og reflekterer en dyb traditionel gudstro – ofte krydret med færøske motiver i billedsproget.

Den 20. oktober 1956, døde Mikkjal á Ryggi efter 11 års sygeleje. Arven efter ham blev en sand perlerække af glimt ind i Færøernes kultur, natur, arbejdsliv og historie fra den færøske guldalder op til midten af det tyvende århundrede.

Anker Eli Petersen