PostEurop 30 år: Hvid nøkkerose
2023 markerer 30-års jubilæet for PostEurop, platformen for samarbejde blandt postoperatører. Frimærket af den flotte nøkkerose bærer derfor PostEurops jubilæumslogo.
Hvid nøkkerose (Nymphaea alba)
Inspirationen til plantens græske navn nymphaia og latinske navn nymphaea stammer fra nymferne i den græske og latinske mytologi.
Nærmest os vokser hvid nøkkerose både i Norge, Sverige og i England. Men ellers vokser den i det meste af Europa, i Nordafrika og Mellemøsten.
Palli Clementsen voksede op i Sandur på Sandoy. Han flyttede til Norge som ung ifølge søsterdatteren Anni Sólsker. Han havde den hvide nøkkerose med sig, da han i omkring 1976 kom hjem for at holde ferie, og da satte han den ud i Nykutjørn, sum ligger på privat jord på Sandoy.
Den meget smukke hvide nøkkerose vokser kun i Nykutjørn på Færøerne. Selve blomsten kan være op imod 20 cm i diameter, og de hjerteformede blade er op imod 30 cm i diameter. Både blomsten og bladene flyder oven på vandet.
En mand fra Sandoy sagde, at da børnene legede ved Nykutjørn, blev det pålagt dem ikke at røre ved den hvide nøkkerose.
Hvis vi tænker på den billedlige betydning af navnet Nymphaia, ser vi et guddommeligt naturvæsen, som man har forestillet sig var en ung pige, som boede i søer eller andre steder i naturen. Og måske har Palli netop tænkt på dette, da han satte planten i Nykutjørn, for det passede som fod i hose til navnet på planten – alt gik op i en højere enhed. Måske har Palli også tænkt på balancen i naturen, da han satte det guddommelige naturvæsen ned i søen til Nøkken med det tvivlsomme rygte.
I Sandur har de både trolden Gorus og kællingen Gívrun (Gívrunarsteinur), som begge vender mod vest, og så har de Nøkken, som bor i Nykutjørn, som ligger mod nordvest.
Nøkken er kendt fra folklore og sagn i det meste af Skandinavien, og sagnene ligner hinanden. Som regel siger man, at den har omvendte hove, og at den står halvvejs op af vandet tæt ved land.
”Nøkken bor i søer; på bunden nede i dybet holder den til; men derfra går den ofte på land, og det er ikke godt at møde ham; nogen gange ligner den en smuk lille hest, sum synes at være så god og tam, og derved lokker den folk at nærme sig og klappe den og stryge den langs ryggen, men da de da kommer til at røre ved halen, hænger de fast, og da slipper han ingen, men trækker dem til bunds nede i søen.
Nogen gange møder han folk som et menneske i form af en smuk ung mand for at lokke pigerne med sig og lover dem glæde og fornøjelse i sin hal, om de vil følge efter ham; men om de da får mistanke om, hvem han er, som de er ved at overgive sig til, så at de får kaldt ham ved hans rette navn: “Nykur”, mister han magten over dem og må slippe dem og gå alene ned i dybet.
Det er sagt, at Nøkken kan omskabe sig til at ligne alle andre firbenede dyr, men han kan ikke genskabe spidsen af det snoede horn fra en vædder på sig; men han ligner en hest, når han ikke har skiftet sin ham, og derfor har det lykkedes mænd at få magten over ham ved at ridse et kors på hans ryg, og da har de fået ham til at slæbe store sten med halen oppe fra fjeldene til gærder eller hus, som man endnu kan se i Húsavík på Sandoy og i Eiði på Eysturoy, og de store sten, som der er samlet, vidner om, hvor stærk han er. På Takmýrum på Sandoy ligger en stor sten, som de ville have den til at slæbe til Húsavík; men da knækkede halen (halen blev hevet over), og stenen står der; en del af halen på Nøkken, som hang fast ved stenen, er endnu synlig”.
V.U. Hammershaimb: ”Færøsk Anthologi I”, 1891. Kilde: Snar. Tak til: Anni Sólsker, Hanna og Julianna Joensen.
Marita Gulklett
