Under anden verdenskrig var Færøerne besat af Storbritannien. I løbet af krigen anlagde briterne en militær lufthavn på Vágar, samt flere radarstationer rundt omkring på øerne, som holdt øje med farvandene og luftrummet omkring Færøerne. 

60 år siden radarbasen i Sornfelli blev taget i brug  

De færøske radarstationer spillede en vigtig rolle for de arktiske forsyningskonvojer, hvor især amerikansk krigsmateriel blev transporteret til de sovjetiske havnebyer Murmansk og Arkhangelsk. 

Briterne oprettede også en såkaldt Loran (Long Range Navigation) station i Vágur på Suðuroy, for at få mere præcis navigation på havet og i luften. 

Efter krigen fik Danmark igen suverænitetsretten over Færøerne og Grønland (Island havde da løsrevet sig helt fra det danske rige i 1944). USA viste interesse for og tilbød at overtage driften på LORAN stationen på Færøerne. Men Danmark, belært af indgåelsen af ugunstige aftaler vedr. den amerikanske militære tilstedeværelse på Grønland, afviste tilbuddet og besluttede i hast at bemande stationen selv i 1946, selv om man ikke havde kvalificeret personale til opgaven. 

Danmark erkendte at adskillelsen under krigen havde ændret på forholdet mellem Danmark og Færøerne. Under den fem år lange britiske okkupation, var ønsket om øget selvbestemmelsesret vokset på øerne og lige efter krigen indledte man forhandlinger om Færøernes fremtidige stilling i det danske rige og politiske beføjelser. Forhandlingerne trak ud, uden at parterne blev enige – og også indbyrdes var færingerne splittet.

Danmark formulerede derfor et forslag om hjemmestyre, som blev lagt for Lagtinget. Men selv da, nåede man ikke frem til enighed. Konsekvensen var, at lagtinget i 1946 udskrev en folkeafstemning om, hvorvidt færingerne ønskede et udvidet hjemmestyre eller løsrivelse fra Danmark. Afstemningen viste et lille flertal for løsrivelse, blandt de afgivne stemmer – men blev snart annulleret af den danske regering. I stedet indførte man i 1948, hjemmestyreloven, med udvidede beføjelser for det færøske lagting og landsstyre. 

Da Danmark i 1949 gik med i forsvarsalliancen NATO, blev Færøerne og Grønland automatisk medlemmer. Det vakte en del misnøje på Færøerne. Men som svar til forespørgsel fra den færøske rigsdagsmand, Poul Niclassen, hvorvidt den danske regerings forelæggelsespligt til Lagtinget, for indgåelse af mellemstatslige aftaler der angik Færøerne, var overtrådt, svarede statsminister Hans Hedtoft, at det drejede sig om en politisk traktat, som faldt udenfor forelæggelsespligten, specificeret i hjemmestyrelovgivningen. Danmark havde ikke de militære ressourcer som skulle til for at effektivt forsvare de nordatlantiske dele af riget. Forsvaret af Færøerne og Grønland blev derfor underlagt SACLANT, NATO’s Atlanterhavskommando i USA – og i tilfælde af krig, ville det være styrker fra Storbritannien, som skulle udføre det direkte forsvar af Færøerne. 

I 1951 oprettede det danske Søværn Marinedistrikt Færøerne, senere Færøernes Kommando, for at udføre suverænitetshævdelse, fiskeriinspektion og redningsopgaver på Færøerne. Opgaverne blev udført med skibe man i forvejen rådede over – men i 1963 fik søværnet de nye inspektionsskibe af Hvidbjørnen klassen, bygget specielt til nordatlantiske forhold og udstyret med Alouette-helikoptere. Samtidig blev den nye Marinestation bygget oppe ved ”Hoyvíkstjørn,” i udkanten af Tórshavn og taget i brug i 1965. 

Interessen for Færøerne fra NATO’s side, var begrænset de første år. NATO fly kunne bruge Vágar lufthavn til nødlandinger – og den store fjord, ”Skálafjørður”, ville blive opankringssted for NATO skibe og ubåde, i tilfælde af krig.

 

Men, i løbet af halvtredserne og med den kolde krigs teknologiske fremskridt, ændredes Færøernes strategiske og taktiske betydning. Dette på grund af placeringen midt i Nordatlanten, mellem den kolde krigs to hovedaktører, USA og Sovjetunionen.

 Supermagternes magtspil udfoldede sig på mange niveauer. På landjorden, på havene og i luftrummet. Den øgede militære trafik krævede koordinering og præcise positions fix - og sidst i halvtredserne anlagde US Coast Guard 30 Loran C radiofyr rundt omkring. Et af disse anlæg var Loran C stationen i Eiði på den nordligste del af Eysturoy, som blev taget i brug i 1960. Stationen blev oprettet med tilladelse fra den danske regering, betalt af US Coast Guard og drevet af det danske Fyrvæsen.

Loran C, Eiði, med sin 190 meter høje sendemast, var en masterstation, understøttet af slavestationer rundt omkring i Nordatlanten og ydede en kraftig forbedring til navigation og positions fix for NATO’s flådeenheder. Bl.a. for hangarskibe, ubåde og militærfly. Især havde systemet betydning for den første generation af de ubådsbaserede Polaris atommissiler, hvis begrænsede rækkevidde medførte, at ubådene måtte operere i Norskehavet, for at missilerne kunne nå deres mål i Sovjetunionen. 

Loran C’s militære betydning blev dog hurtigt overhalet af den tekniske udvikling. Forbedrede navigationssystemer, satellit navigation, bl.a. den militære forgænger til vore dages GPS-navigation, var mere præcise. Dertil kom, at de nyere generationer af Polaris missilerne fik fordoblet rækkevidde, hvilket gjorde at Polaris ubådene kunne operere fra længere afstande end Norskehavet. 

I 1963 kunne færinger konstatere, at bjerget Sornfelli, som troner over bunden af Kaldbaksfjorden, nord for Tórshavn, havde fået toppen udstyret med to besynderlig udseende hvide kupler. Efter tre års anlægsarbejde, stod radarstationen på Sornfelli, med den officielle betegnelse, ”NATO Early Warning Station Site 09,” endelig færdig. 

I den ene kuppel stod en stor horisontalradar og i den anden en lige så stor vertikalradar. 80 meter nede i selve bjerget var der boret en operationsbunker ud, med en skakt op til de to radarer, som sammen forsynede radaroperatørerne med et tredimensionelt situationsbillede af de nordatlantiske farvande og luftrum. 

Længere nede på fjeldsiden, i ”Mjørkadalur” (Tågedalen) over ”Kaldbaksbotnur”, byggede man en administrations- og beboelsesbygning, som stod færdig i 1964. Denne kaldtes Flyvestation Thorshavn og var knyttet til det danske luftvåben, som betjente Sornfelli basens installationer. Det var en del af aftalen med NATO, at personalet, radaroperatører, teknikere og servicemandskab skulle være danske, på trods af at radarstationen var et decideret NATO projekt. Af uransagelige årsager, mente den danske regering, at dette ville gøre tilstedeværelsen af radarbasen mere fordøjelig for den færøske befolkning. 

I den gængse litteratur om radarstationen på Sornfelli, fremgår det, at den var en forlængelse af den amerikansk-canadiske DEW (Distant Early Warning) kæde, som skulle varsle USA om angreb fra sovjetiske bombefly. I en artikel i ”Internasjonal Politik - Skandinavisk tidsskrift for internasjonale studier,” fra september 2020, gør militæranalytikeren Esben Salling Larsen, fra det danske Forsvarsakademi, imidlertid opmærksom på, at dette ikke nødvendigvis var tilfældet. 

Salling påviser, at i amerikanske kilder om DEW-linjen, bliver Sornfelli ikke nævnt som en del af linjen. Fra 1961 til 65, blev DEW-linjen forlænget med en konstant tilstedeværelse af fire krigsskibe med radar og fire radarovervågningsfly i GIUK linjen, som gik fra Grønland, over Island, til Skotland. Men Sornfelli var, som sagt ikke en del af denne forlængelse. 

Salling påviser videre, at ifølge NATO kilder, blev radarstationen opført som en del af NATO’s ”Air Defence Ground Environment” (NADGE), en kæde af luftrumsovervågningsradarer og kontrolstationer, som blev oprettet langs NATO’s ydergrænse mod Sovjetunionen, fra Norge til Tyrkiet. Formålet var at varsle om taktiske angreb mod NATO styrker og territorier i Europa. I denne udvidelse af NATO’s varslingsnet, var stationen på Sornfelli en af de stationer som først skulle opføres. 

På samme tidspunkt, blev det færøske luftrum i NATO-sammenhæng, overtaget af NATO’s øverstkommanderende i Europa (SACEUR), mens øverstkommanderende i Atlanterhavet (SACLANT) fortsatte det sømilitære ansvar omkring Færøerne. 

Radarstationen i Sornfelli var altså en del af det sø- og luftmilitære forsvar af Europa, som skulle understøtte ubådsbekæmpelsen, samt kampen mod de sovjetiske overfladeskibe og flystyrker, der beskyttede ubådene. Man skulle også holde øje med lavtgående krydser- og sømålsmissiler som truede NATO’s skibe og fly – og efter at radarstationen i 80’erne fik en ny tredimensionel radar og mulighed at modtage og videresende radarbilleder fra NATO’s radarfly, kunne man registrere missiler der gik under radarhøjde. Derved blev stationen en væsentlig del af den elektroniske krigsførelse – og kunne som del af NADGE kæden understøtte højtprioriterede taktiske operationer, ifølge Salling. 

Som en konsekvens af den kolde krigs tilsyneladende afslutning i 90’erne, blev radarstationen på Sornfelli lukket i 2007. 

Der er imidlertid planer om at åbne den igen – men det er en anden historie.