Jubilæumsudgivelse: frimærke nr. 1000

Den 10. august 2023 udgiver Posta Færøerne frimærke nr. 1.000, og det skal fejres. Frimærket bliver lanceret på udstillingen Great American Stamp Show (GASS) 2023 i Cleveland, USA.

Den anerkendte færøske kunstner Edward Fuglø har designet det flotte miniark, som illustrerer en varde. Edward Fuglø har designet et stort antal færøske frimærker, og derfor faldt valget på ham til at designe vores frimærke nr. 1.000.

Miniarket forestiller en varde i udmarken en sommeraften. Der er sommerstemning, og varden er omringet af sæsonens planter, fugle og dyreliv. De overnaturlige væsener, huldren og nøkken, er ligeledes en del af billedet.

En varde kan have forskellige symbolske betydninger – den kan være både vejviser og pejlemærke, som der nævnes nedenfor. Frimærke nr. 1.000 kan ses som en varde på Postas talrige udgivelser siden 1975, da de første færøske frimærker blev udgivet.

Frimærket er en kulturbærer, som rækker langt ud over landegrænserne, helt ud i verdens fjerneste afkroge. På en lille lap papir, et par centimeter i højden og bredden, kan man fortælle historier om dette og hint, og det har altid været formålet med de færøske frimærker.

Den anerkendte norsk-svenske kunstner og gravør Martin Mörck har graveret varden, som bliver trykt i offset og ståltryk. Derudover er der brugt specielle effekter så som sand og soft-touch samt neon orange.

Varðin/Varden

En varði, på dansk ”varde”, er et kegleformet vej- eller solmærke opsamlet af sten. Fra gammel tid findes varder over hele Norden både som vejvisere og som positioner. Bynavnet Varde i Danmark er afledt af samme fænomen.

På Færøerne er varder forbundet med de gamle bygdestier. Det er ”gonguvarðar”, varder at gå efter. Der findes også varder, der markerer en bygds verdenshjørner, såsom Vesturvarði (Vestvarden), Norðurvarði (Nordvarden) og Suðurvarði (Sydvarden) eller varder, som markerer solens position. De findes i stednavne som Middagavarði (Middagsvarden) eller Nónvarði (nón = kl. 3 om eftermiddagen). Varder er således i deres monumentale form både vejvisere og fikspunkter. Kongavarðarnir (Kongevarderne), der i dag betegner byggeriet Undir Kongavarða ved Tórshavn, blev opført i 1907 i anledning af, at kong Frederik den 8. besøgte Færøerne.

Fra gammel tid har Færøerne været et bygdesamfund, hvor selve bygden er omkranset af indmarken, ”bøur”. Uden for bygden, adskilt med stengærder, er udmarken, ”hagi”. Til daglig holdt man sig inden for gærdet mellem udmark og indmark. Gik man udenfor, så var det med et særligt formål. Det var ikke velset, ja, endda forbudt, for uvedkommende at gå i udmarken. Fårehyrder kunne færdes der, samt fuglefængere for at fange fugle, personer, der skulle hente tørv fra tørvgemmerne i udmarken, og om sommeren også malkepigerne, der tog ud for at malke de fritgående køer. Man ønskede ikke, at fårene skulle forstyrres. Gik man i udmarken uden formål, kunne man mistænkes for at være fåretyv. Hvis en fåretyv blev fanget, var straffen hård. Derfor kunne det også være livsfarligt at møde dem, og det ville enlige vandrere på deres lovlige veje undgå. Varderne markerede de lovlige veje fra den ene bygd til den anden. På denne lovlige vej kunne man føle sig rimelig sikker for både fåretyve og overnaturlige væsener. Svinkeærinder kunne føre til møder med ”huldrefolk” – det skjulte folk – f.eks. huldrepigen, der sad uden for sin høj og spandt og ønskede sig en mand. Hvis en mand gik i ledtog med hende, fik han tilbudt en glemselsdrik, og hvis han da glemte at puste skummet af, kom han i hendes vold. Det overnaturlige væsen ”nykurin”, nøkken, holdt til i indsøer og større vandløb. Nøkken kunne forvandle sig til en sød hund eller en smuk hest, der forsøgte at lokke både børn og voksne til sig. Hvis de kom til at røre ved den, blev de fanget af nøkken, og den slæbte dem med sig ned i indsøens dyb.

Udmarken var således et farligt område, hvor man helst kun gik i dagslys, men det skete, at man blev forhindret og kom for sent af sted. I skumringen og mørket blev alt mere uhyggeligt, og det overnaturlige kom tættere på. Månens lys kunne også vise uhyggelige formationer i landskabet. Selv i dagslys var man ikke uden for fare. Tågen kunne blive så tæt, at man ikke kunne se en hånd for sig, og det eneste spor var den gamle, veltrådte sti. Der er historier om malkepiger, der i tågen har forvildet sig ind i afgrunden. Værst kunne det være om vinteren i kulde og snefog, hvor det bedste råd var at holde sig til den varde, man var nået til, uden at sætte sig ned. Der er historier om mænd, der har holdt sig vågne ved at tage en varde ned og bygge den op igen – endda flere gange – for at holde sig vågne og varme. Hvis de satte sig ned, så faldt de i en dødbringende søvn.

Varderne viser således ikke blot vejen, men passer også på mennesker i de gamle tiders farlige udmark. Det er først i moderne tid, med en anderledes opfattelse af naturen, at mennesker har fået lyst til at opleve naturen, hvilket har skabt problemer med færdsel i udmarken.

Varden har fået betydning som et monumentalt symbol i færøsk historie, men også som et pejlemærke i menneskers livsforløb, og som et symbol på fremtrædende personer. At det første færøske litteraturselskab, som siden 1921 har udgivet et litterært tidsskrift ved navn Varðin, har mere end én betydning. Det er heller ikke tilfældigt, at en af Færøernes største erhvervs- og rederivirksomheder, etableret i bygden Gøta i 1985, gav virksomheden det symbolske navn Varðin.

Jóan Pauli Joensen,
Dr.Phil. i etnologi