| Varenr . | Vørunavn | Eind | Mynd | Prísur v/MVG |
|---|
Der er i år to postrelaterede jubilæer for Færøernes vedkommende. 150 årsdagen for postloven af 7. januar 1871 samt 45 årsdagen for overtagelsen af det færøske postvæsen.
Udgivelsesdag: 07-01-2021
Varenr .: DDT000121
Værdi: 51,00
Færøsk Posthistorie i 150 år
Glimt fra posthistorien – to jubilæer
Der er i år to
postrelaterede jubilæer for Færøernes vedkommende. Det første er 150 årsdagen
for det danske postvæsens postlov af 7. januar 1871, hvor Færøerne for første
gang blev inddraget under dansk postområde.
Det andet jubilæum er 45 årsdagen siden Færøernes overtagelse af den færøske afdeling af det danske postvæsen. Den 1. april 1976 blev Postverk Føroya, senere Posta, oprettet og ansvarlig for postomdeling på Færøerne, samt fremstilling af færøske frimærker.
Vi har valgt at fejre
de to mærkedage med et anekdotisk tilbageblik med brudstykker af den færøske
posthistorie. Disse små fortællinger er samlet på et miniark med tre frimærker.
Postloven af 7. januar 1871
På arkets baggrund ser
vi et uddrag af den originale tekst til postloven af 7. januar 1871, printet
med gotisk skrift. Denne opdatering af den danske postlov medførte for første
gang organisering af postforholdene på Færøerne. Før havde det været den
Kongelige Monopolhandel som bragte posten til øerne, men da monopolet blev
ophævet i 1856, tilfaldt denne rolle diverse private rederier, som med tilskud
bragte posten til Færøerne. Udbringningen foregik via det gamle ”skjúts”
system, hvor det var pålagt mænd fra bygderne rundt omkring at sejle rejsende
og bringe gods og post videre - uden eller mod særdeles ringe betaling.
De første postmænd og deres postkasse
I 1870 blev det første
postkontor oprettet i Tórshavn med den navnkundige H. C. Müller som postmester.
Som følge af postreformen i 1871, blev der året efter udnævnt tre postførere, som
efter at posten kom til landet med postskibet, skulle bringe den videre langs
tre ruter.
Sydruten blev ekspederet af Jóhannis á Reyni, som bragte posten Trongisvágur i Suðuroy via Kirkjubøur, Sandoy, Skúvoy til Hvalba. Derfra gik han til Trongisvágur, hvor posten blev overdraget til den lokale sysselmand. For turen frem og tilbage, fik Jóhannis 14 kroner.
På vestruten var tømmermanden Jákup Jacobsen postfører. Han drog fra Tórshavn til Kvívík, hvorfra han blev roet over til Fútaklettur i Vágar. Derfra gik han først til Sandavágur, siden til Miðvágur med endestation i præstegården. Jákup fik 8 kroner for turen frem og tilbage.
På nordruten var Conrad Nicolaisen den første postfører. Han drog fra Tórshavn med båd til Søldarfjørður i Eysturoy, gik til Leirvík, hvorfra han blev flyttet med båd til Klaksvík på Borðoy. Conrad fik ca. 10 kroner for hver tur. Alle tre postførere skulle vente 12 timer på endestationen, før de vendte tilbage til Tórshavn. Posten blev bragt ud syv gange om året.
Hver postfører skulle kunne bære 25 kilo post med sig og til dette formål, havde de hver sin postkasse som blev båret på ryggen, lige som den traditionelle færøske ”leypur”. Kasserne var forholdsvis store og posten fyldte sjældent ret meget, så den blev også brugt til at opbevare postførerens tøj og andre personlige ting. På frimærkearket ses Conrad Nicolaisens postkasse, mærket ”Thorshavn – Norderøerne”. Kassen findes i dag på museet i Klaksvík.
Tornysteret
Postførernes kasser
var uhåndterlige og alt for store til postmængden i 1870'erne. Der var aldrig
pakker, kun breve og de fyldte ikke alverden. Petur í Mattalág, søn til
Jóhannis á Reyni, som afløste sin far som postfører på sydruten, skrev derfor
til det danske postvæsen om de ikke kunne få noget mindre til at transportere
posten i. Han fik tilsendt et tornyster af sælskind, lidt større end et barns
skoletaske – og i dette var der plads til al post til Færøernes sydlige
halvdel. Først efter 1890 øgede postmængden så meget, at der skulle tre – fire
mand at betjene den sydlige rute. Det omtalte tornyster er afbilledet på
frimærket til venstre.
Postsejlerne
Især de nordligste
postruter var notorisk vanskelige, til tider direkte farlige i postvæsenets
tidlige dage. Især der hvor man skulle forcere høje bjerge eller bringe posten
med båd.
I 1927 eller 28 kom postføreren Marius í Áranstovu til bygden Mikladalur på Kalsoy, som er kendt for sin voldsomme brænding. De var to mand på postkutteren og Marius sejlede alene ind til landingspladsen med kutterens færgebåd. Der var som sædvanlig, voldsom brænding og postomdeleren i bygden, Jóan Magnus Eliasen sprang derfor ned i jollen for at hjælpe Marius at få posten i land. Pludselig blev Jóan Magnus slået overbord af en voldsom bølge og forsvandt. Marius stak hurtigt åren i søen og rørte rundt med den under båden – og på en eller anden måde fik Jóan Magnus fat i den og blev hevet ombord igen. Historien fortæller, at provsten, Jákup Dahl, skulle med postbåden tilbage til Klaksvík den dag, men blev så chokeret af hændelsen, at han ikke vovede at springe ned i den lille båd.
”Abbabilur” - bedstefars bil
I 1927 indgik
postvæsenet aftale med kommunen i bygden Gøta på Eysturoy om at sørge for
kørsel med post til Gøta og Fuglafjørður. Posten blev hentet i Søldarfjørður
eller Skipanes ved Skálafjørður. Postbilen skulle også medtage fragt og
passagerer på ruten. Chauffør på postbilen blev Poul Kristoffer Poulsen fra
Gøta.
Bilen på frimærkearket fik Poul Kristoffer i 1935. Den gik under navnet ”Abbabilur” (bedstefars bil), fordi Pouls barnebarn Petra ikke kaldte den andet – og navnet blev hængende ved. Petra blev i øvrigt gift med radiodirektøren Niels Juel Arge og er i skrivende stund lige blevet oldemor. Personerne i bilen er chaufføren Poul Kristoffer og passageren ”Kunoyar” Johanna.
Som man kan forestille sig, så var forholdene til bilkørsel ikke de bedste i de dage. Især efter regn, havde vejen op mod bjergpasset ved Gøta tendens til at gå i opløsning. Nogen gange var forholdene så slemme, at mænd måtte gå foran bussen og fylde de værste huller med sten. Således forsvandt de fleste stenbesatte tørveskjul langs ruten.
Det var heller ikke usædvanligt at passagererne måtte dele pladsen med får og gæs. Engang bragte Poul Kristoffer endog en stor slagtet tyr med fra Fuglafjørður. Hovedet og klovene var skåret af og indvoldene fjernet fra tyrekroppen, men den fyldte så meget, at passagererne til postbåden i Søldarfjørður måtte sidde på den hele vejen fra Fuglafjørður og Gøta.
Rødjakkernes udmarch
Postbudene var i
Tórshavn har altid været en del af bybilledet. Måske lidt mere synlige før
overtagelsen af postvæsenet, på grund af de karakteristiske danske
postuniformer. Det kunne minde lidt om en festlig embedsmandsparade, da
Tórshavns postbude i samlet flok forlod det gamle hovedpostkontor i centrum,
for at begive sig ud på deres ruter. Seniorerne i sorte bukser, rød jakke,
slips og kasket, til tider også i rød frakke – aspiranterne i sort frakke med
sølvknapper og kasket. Den røde postjakke blev kun brugt i Tórshavn. I resten
af landet var den sort. De thorshavnske postbude brugte også uniformen når en
kollega blev begravet. Endog efter overtagelsen er der et eksempel på at den
danske uniform blev brugt.
Da postvæsenet blev færøsk, blev den danske uniform lagt til side. Der var dog undtagelser. De ældste postbude kunne fortsætte som danske tjenestemænd, der i princippet var udlånt til Postverk Føroya - og derved fortsætte med at bruge den røde danske uniform. Det var f. eks. tilfældet for den kendte postmand nede i centrum, Eiler Rubeksen, som ses forrest på frimærket. Han fortsatte med at bruge uniformen til han blev pensioneret.
Blåfrakkernes indmarch
Nutidens postbude skal
ikke længere forcere høje bjerge til fods, eller krydse forræderiske sunde og
fjorde med robåd. Men vind og vejrforhold er de samme og arbejdsforholdene til
tider barske. Desuden har man ikke samme kancellitraditioner på Færøerne, så
efter overtagelsen ændrede uniformeringen sig gradvist i en mere praktisk og
hverdagsagtig retning. De første færøske uniformer bestod af en sort vindjakke
og sorte bukser. Det har med tiden udviklet sig til den nuværende form, en
azurblå vandtæt vindjakke med mørkeblå ærmer med refleksbånd - og Postas logo
på brystet. Bukserne er sorte arbejdsbukser med store sidelommer og refleksbånd
på benene. Indenfor jakken bærer postbuddet enten en azurblå fleece jakke, som
også bruges som jakke om sommeren, eller en mørkeblå sweater med logo på
brystet.
Slanias skitse
Samme år som den
færøske afdeling af Post Danmark blev til Postverk Føroya, udgav man de første
rent færøske frimærker. Motiverne var: det færøske flag, en færøsk robåd i et
bådehus og et postbud fra gamle dage. Det tredje frimærke på jubilæumsarket er
en hastig skitse af mestergravøren Czesław Słania, som graverede alle tre
frimærker det år. Skitsen forestiller robåden og i margenen står skrevet:
”Hofgravør CZ. Slanias forslag til inskriptionens placering. 10.9.75.”
Postskilt fra Tórshavn
Nederst i arkets højre
hjørne ses et slidt postskilt fra ekspeditionen i Tórshavn. Vi lader det stå
som en varde over den færøske posthistorie – hærget af tidens tand, af vind og
vejr og fuld af rigtig gode historier.
Anker Eli Petersen