Leynavatn
I bunden af den lange dalstrækning Kollfjarðardalur, omgivet af stejle fjeldknolde mod syd og mod vest, ligger Færøernes sjettestørste sø, Leynavatn. Søen har et areal på 0,18 kvadratkilometer  og ligger ca. 63 meter over havoverfladen. Langs den nordøstlige bred er der en lang lav strand af groft sand, grus og sten. 

Leynavatns vandtilførsel østfra, kommer fra en kort å fra de to tilliggende søer, som begge går under navnet Mjáuvøtn. Fra nord løber åen Dalá ned i søen fra den lange dal op mod Vestmanna. Afvandingen foregår gennem den såkaldte Leynará, ned gennem passet til den lille bygd Leynar, hvorfra søen har sit navn. 

Frammi við Gjónna
Dalá, som løber ud i Leynavatn nordfra, har gennem årtusinder formet en mindre deltalignende slette mod nord. I 1815 bosatte bonden og smeden Jacob Poulsen (1758 – 1829) og hustru Lisbeth Pedersdatter (1773 – 1850) sig på dette sted og byggede et hus lidt oppe ved bjergsiden, på et sted som kaldes ”Frammi við Gjónna” (oppe ved kløften). Jacob Poulsen og hans efterkommere kultiverede jorden langs åen og den står endnu grøn og frodig. De sidste beboere ”Frammi við Gjónna” flyttede fra gården i 1960'erne, men huset står der endnu. Huset blev siden købt af en færøsk bank og restaureret og står nu som et smukt kulturminde over færøsk byggeskik fra det 19. århundrede. I dag bliver huset brugt af den Michelinbelønnede færøske restaurant KOKS, hvis eksperimenter med færøske råvarer og fermenteret kød og fisk, tiltrækker gæster fra ind- og udland. 

Fisk
Af alle Færøernes indsøer, er Leynavatn den mest populære blandt lystfiskere. Søen har en naturlig bestand af røding (Salvelinus alpinus), foruden den almindelige bækørred (Salmo trutta fario) og via afvandingsåen Leynará, trækker atlantisk laks (Salmo salar) og havørred (Salmo trutta trutta) op i søen. I Leynará er der i senere tid bygget laksetrapper, så fisken har lettere ved at svømme op i søen. Leynavatn er i øvrigt en af kun tre færøske indsøer, hvor den atlantiske laks forekommer. 

Motivet med Leynavatn er fotograferet fra søens østlige bred, med fjeldknolden Drangarnir i baggrunden. Til venstre for Drangarnir bugter søen sig mod afvandingen i Leynará. Til højre ses dalen nordpå, hvor Dalsá løber ud i Leynavatn. Jeg kan for sjov tilføje, at en af åerne som løber ned af fjeldet bag dalen, også kaldes Argisá, lige som ved Eiðisvatn, så der har på et tidspunkt ligget en sæter i dalen.

Eiðisvatn
På højsletten for foden af Færøernes højeste fjeld, Slættaratindur, lidt syd for den lavere beliggende landsby, Eiði, ligger Færøernes femte største indsø, Eiðisvatn. I realiteten er søen den næststørste, med sine 1,14 kvadratkilometers areal, men dette skyldes en dæmning som Færøernes landsejede elektricitetsudbyder SEV byggede for at forsyne vandkraftværket Eiði 2 med vand for at drive værkets to kraftfulde vandturbiner. Før dæmningen blev bygget var søens areal 0,48 km2. 

Eiðisvatn er af glacial oprindelse, formet af forne istiders voldsomme indgreb i det færøske landskab, oprindelig inddæmmet mod havet af en naturlig rullestenbarriere. Søens naturlige vandtilførsel er floden Argisá, som afvander de to tilgrænsende bjerge, Slættaratindur og Vaðhorn. Søens naturlige afvanding er åen Breiðá, som har et fald på 130 meter over 700 meters længde ned til havet. 

Planteliv
Argisás snoede kurs over sletten, har i tidens løb afsat betydelige mængder sediment fra bjergene, som på sin side er grobund for en robust vegetation, bestående af diverse græsarter, dværgbuske som hedelyng (Calluna vulgaris) og revling (Empetrum), samt mere urteagtige planter som potentil (Potentilla erecta) og katteskæg (Nadus stricta). 

Fisk
Selve søen er ganske næringsfattig med en undersøisk vegetation som går ned til 4,2 meters dybde. Ikke desto mindre har Eiðisvatn en ganske god bestand af bækørred (Salmo trutta), som især gyder i Argisás nedre løb. Søen er et yndet sted for lystfiskere – og man har også fundet spor efter ældre tiders stangfiskeri i form af stengærder ud i søen.

Fugleliv
Eiðisvatn besøges jævnligt af havfugle som rider (Rissa tridactyla) og diverse mågefugle, som kommer for at skylle sig i ferskvandet. Foruden disse, bruger en række ande- og vadefugle søen som rasteplads. Der findes efter sigende ni ynglende fuglearter i området. 

Sæteranlæg
Som stednavnene Argisá og Argisbrekka (brekka: lang skråning) antyder, har der fra gammel tid været sæteranlæg på højsletten. Argi- hentyder til oldnordiske ”ærgi”, sæter. I forbindelse med bygningen af den nuværende dæmning, blev der i firserne foretaget arkæologiske udgravninger i området og der fandt man levn efter mindst 17 mindre bygninger samt folde, hvis ældste oprindelse går tilbage til vikingetid og tidlig middelalder. 

Tørveskæring
Årtusinders lyng- og dværgbuskbevoksning skabte en tørveagtig jordbund i området, som egnede sig til tørveskæring. Gennem århundreder har folk fra Eiði skåret og tørret tørv på skråningerne, som blev brugt som brændsel til at opvarme husene. At virksomheden har været ganske omfattende, vidner antallet af gamle tørvegrave og tørveskjul om. 

Man ved også at en del tørv blev transporteret over søen med båd, for at lette om transporten hjem til bygden. 

Anker Eli Petersen