Sandsvatn
Miljøerne omkring de større færøske ferskvandssøer er generelt ganske maleriske og øernes tredjestørste sø, ”Sandsvatn” på øen Sandoy, er ingen undtagelse.  Ved søens sydlige ende ligger øens hovedlandsby, Sandur, og derfra strækker søen sig nord gennem en lang, let skrånende, dal op mod bygden Skopun. 

Sandsvatn er ca. 2 kilometer lang og, hvor den er bredest, ca. 640 meter.  Søens overfladeareal er 0,82 km2 og hvor den er dybest, ligger søbunden ca. 5 meter under overfladen.  Den aflange sø har oprindelig været et flodleje, opstået på grund af opbrydning og erosion i den vulkanske klippegrund.  I dag er søen adskilt fra havet med en ca. 400 meter bred strand, som hovedsagelig består af sand (deraf bygdens og søens navn).  På stranden, især op mod søen, er der i tidens løb opstået græsbevoksede sandhøje, ”Mølheyggjar”, hvor planter og insekter, som ellers ikke findes på Færøerne, trives.  Sandsvatn er i øvrigt et yndet sted for lystfiskere, der findes både ørred og laks i søen.

Foruden en mængde mindre bække, løber to større åer i søen, Dalsá fra nord og Traðará fra øst.  Fraløbet ligger i den sydlige ende og bugter sig mellem Mølheyggjar ud i havet.

I søens nordlige del ligger en lille holm, Vatnsoyrarhólmur.  Ved nordenden ligger i øvrigt øens skolekompleks for de ældre folkeskoleelever, med tilhørende faciliteter som fodboldbane, sportshal og svømmehal.

Mens søens østside er nogenlunde lige fra syd til nord, er der en bugt på vestsiden med et lille næs.  Dette er Todnes, hvor bygdens præstegård har ligget fra gammel tid.  To af Færøernes mest navnkundige, for ikke at sige berygtede, præster har resideret her.

Kálvur lítli (Kalv den lille) fra det 14. århundrede var berygtet for sit ondskabsfulde væsen, ifølge sagnet både morder og sadist, grisk og i konstant konfrontation med sine omgivelser.  Sagnet fortæller, at Kálvur lítli havde sit fadebur på den lille holm Presthólmur i bugten.  Eneste måde at komme til holmen var via vadesten som var lagt i vandet.  En vinter gik seks af hans syv sønner over isen mod holmen, for at stjæle mad fra faderen.  De kom dog lidt forkert langs vadestenene, gik gennem isen og druknede alle.

Den anden præst var Harra Klæmint, Clemen Laugesen Follerup (1602 – 1688).  Harra Klæmint var berygtet for sin griskhed, ifølge sagnet ejede han ikke mere end han kunne bære på skuldrene, da han kom til Færøerne, men ved sin død var han øernes største jordbesidder.  Den gode præst erhvervede sine besiddelser med lumpne kneb og den eneste form for betaling han ville modtage var jordlodder.  Harra Klæmint fik ellers mange børn, ifølge sagnet hele 23 – men ved arveskiftet efter ham forekommer ”kun” 15 børn.

Ved Sandsvatns sydvestlige del, i bydelen Traðir, kan man endnu se den flade sten, Tingborð, hvor Tinget (regionaldomstol) blev afholdt fra gammel tid.

Toftavatn
Færøernes fjerdestørste indsø er Toftavatn, som ligger oppe i bakkelandskaberne mellem landsbyerne Toftir og Rituvík på den sydlige ende af Eysturoy.  Omgivet af lyngklædte høje og bakker er Toftavatn et af de smukkeste steder på Færøerne.

Selve søen har et overfladeareal på 0,50 km2.  Den ligger ca. 75 meter over havoverfladen og den største dybde er på ca. 22 meter.  Langs søens bredder, stikker en del små klippenæs ud og bidrager til søens dekorative udseende. 

Ved nordenden er søen delt af en menneskeskabt barriere af rullesten, som blev anlagt i begyndelsen af det 20. århundrede.  Fra gammel tid har man skåret tørv til brænde i området og barrieren fungerede som genvej da man skulle transportere tørvene til bygden Toftir. 

Som sagt er miljøet omkring Toftavatn et af de smukkeste steder på Færøerne.  Det ligger i det største lynghedeområde på øerne - og på bakker og høje vokser tre forskellige lyngsorter.  Hedelyng (Calluna vulgaris), som blomstrer i sensommeren, er mest udbredt i området.  Mere sjælden er klokkelyngen (Erica tetralix), med de smukke klokkeformede blomster.  Derudover findes også den så almindelige krækkebær-lyng (Empetrum nigrum), som blomstrer i maj måned.  Af andre planter kan nævnes, kæruld (Eriophorum angustifolium), tormentil (Potentila erecta) og tue kogleaks (Scirpus caespitosus) – samt mange andre almindelige som sjældne planter.

Foruden den artrige flora, er Toftavatn også kendt for sit rige fugleliv.  Foruden de allestedsnærværende sildemåger (Larus fuscus), den jagtlystne storkjove (Stercorarius skua) og andre mågearter, findes et stort udvalg af hedefugle, som f.eks. dobbelt bekkasin (Gallinago gallinago) og strandskade (Haematopus ostralegus).  Den obligatoriske rødstrubede lom (Gavia stellata) findes også her, som ved de fleste andre indsøer på Færøerne.  I 1985 observerede man det første grågåsepar med unger på Toftavatn.  I de følgende årtier er bestanden af grågæs (Anser anser) vokset og i juli måned, når gæssene fælder deres fjer, samles de ved Toftavatn – og det er ikke usædvanligt at se over tusind gæs på søen.

Som det er tilfældet med de fleste andre store fjeldsøer på Færøerne, påstår folketroen at Toftavatn også har en mere uhyggelig beboer.  Det er den såkaldte nøk, som kan skabe sig om til andre væsener, oftest en hest, og kan finde på, at tvinge folk med sig ned i søens mørke.  Rører man ved nøkken, hænger man fast og er prisgivet.  Historierne om nøkken har fra gammel tid været brugt for at afholde børn at tage til de, ikke helt ufarlige fjeldsøer.

Nabokommunerne Nes og Runavík, har siden 2007 anlagt et stisystem i området, for at belastningen fra turister og andre besøgende ikke skal blive for stor.  Toftavatn er en naturpark som absolut er et besøg værd – men også et ømtåleligt naturområde som skal behandles med forsigtighed.

A.E. Petersen